Den danske cykelstjerne Mads Pedersen må trække sig fra linjeløbet ved EM søndag på grund af sygdom. 

Og det kan ikke blive meget værre for de danske ryttere, der jagter medaljer. 

»Det er en frygtelig nyhed for det danske landshold. Mads Pedersen var ikke en af favoritterne til løbet på søndag, men der var store planer omkring ham, og han skulle have haft en nøglerolle.« 

»Uanset, hvordan man kigger på det, er det en gevaldig streg i regningen,« siger B.T.s cykelkommentator Frederik Gernigon omkring afbuddet. 

Pedersen var udset en nøglerolle i forhold til blandt andre Jonas Vingegaard, som den danske Tour-vinder kunne læne sig op ad. 

For ruten søndag havde ikke gjort Pedersen til europamester, da den ifølge Gernigon passer bedre til både Vingegaard og Mattias Skjelmose, der begge er gode bud til en guldmedalje. 

Men savnet vil blive kæmpe stort, når det for alvor spidser til søndag i Frankrig. 
»Mads Pedersen er en af verdens fem cykelryttere. Han har haft en eventyrlig sæson og få er ligeså stærke og alsidige som ham.« 

»Gang på gang hører vi også, hvor stor en leder, han er, og derfor er det naivt at tro - med al respekt - at han kan erstattes med en rytter, der kan lige så meget.« 

»Også selvom vi er en nation med et hav af klasseryttere. Afbuddet gør de danske chancer væsentligt ringere på søndag,« slår Gernigon fast. 

Der udtages ingen erstatning for Pedersen.