Michael Rasmussen fortæller også i sin nye bog om en episode, hvor Rolf Sørensen tilbyder ham doping på hotelværelset.

Det er ikke kun Bjarne Riis, der får dopingbeskyldninger rettet mod sig i Michael Rasmussens nye bog 'Gul feber'.

Dopingdømte Michael Rasmussen benytter også lejligheden til at genfortælle en episode, hvor tidligere landsholdskollega Rolf Sørensen tilbyder ham kortison under VM i Portugal.

I et uddrag af et kapitel fra bogen, som Politiken gengiver, lyder Michael Rasmussens ord omkring VM i 2001:

- VM foregik i Lissabon på en meget hård rute. Jeg boede på værelse med Rolf Sørensen. Fredag aften, to dage inden løbet, gik han over i fryseren på hotelværelset og hev en enmilliliterampul med synacthen frem.

 - Skal du også have noget, spurgte han.

- Hvad fanden er det?

- Han forklarede, at det var kortison, godt til et langt løb, og synacthen kunne ikke spores. Jeg fortalte Rolf, at det havde jeg ikke prøvet før.

 - Nå, så skal du ikke tage ret meget.

- Han tømte indholdet ned i insulinsprøjten og gav mig 0,15 milliliter. Jeg var kommet i professionelt selskab.

Også Nicki Sørensen og Frank Høj fra det daværende danske landshold sættes i forbindelse med doping i bogen på foranledning af Michael Rasmussen.

Rolf Sørensen har ikke ønsket at medvirke i bogen, efter forfatter Klaus Wivel har tilbudt ham at forsvare sig mod anklagerne fra Michael Rasmussen.