»Jeg har gået og tænkt over, hvorfor jeg har så svært ved at finde ordene, når jeg skal beskrive, hvordan jeg har det efter Chris' død.«
Klokken er 7.31 mandag morgen, da der tikker en besked fra Rasmus Staghøj ind i min Facebook-indbakke.
Fem dage forinden havde vi en lang snak om, hvordan det bliver at kommentere cykelløb uden sin ven og makker Chris Anker Sørensen, som omkom i en tragisk ulykke i september.
Under interviewet forklarede TV 2-kommentatoren, at han frygter comebacket. Han gentog, at han havde svært ved at finde ordene til at beskrive, hvordan han egentlig har det. Denne mandag morgen prøver han så igen.
»Det nærmeste, jeg kan komme det lige nu, er, at Chris' død har skabt et tomrum hos mig. Et rum, der engang var fyldt med kærlighed, humor og varme, hvor der pludselig ikke er noget længere. Jeg kan godt få min hverdag til fungere, og jeg kan godt være glad, men tomrummet er der stadig. Jeg kan forsøge at skubbe det væk, men det vil altid vende tilbage i en eller anden udefinerbar størrelse.«
»Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med det rum. Mit håb er, at jeg en dag kan fylde det med gode minder, og måske derfor forsøger jeg hele tiden at fortælle, hvor godt et menneske Chris var, gennem de oplevelser, jeg havde med ham.«
Søndag skal Rasmus Staghøj kommentere sit første cykelløb siden VM den 26. september, når han sætter sig ind i kommentatorboksen for at dække Paris-Nice.
Otte dage inden det VM, han skulle kommentere med Rasmus Staghøj og Rolf Sørensen, blev Chris Ankersen Sørensen ramt af en bil under en cykeltur og sendt i døden. Kun 37 år gammel.
Nu fortæller Rasmus Staghøj for første gang om, hvor meget comebacket til cykelkommenteringen fylder i hans bevidsthed.
»Ja, jeg gruer faktisk for at kommentere igen. Det fylder enormt meget for mig,« siger Rasmus Staghøj, kort efter han har budt velkommen i hjemmet på Christianshavn.
»Grunden til, at jeg sagde ja til interviewet, er som en slags udfordring til mig selv. Som udgangspunkt har jeg ikke lyst til at tale om det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg håber, det kan hjælpe mig med at finde de rette ord.«
Kort inden vi går i gang, går han på jagt efter romkugler hos bageren om hjørnet. Men det, der var Chris Anker Sørensens favoritter, er desværre udsolgt. Så vi nøjes med citronmuffins i stedet.
I løbet af sin karriere har Rasmus Staghøj stort set ikke kommenteret cykelløb uden Chris Anker Sørensen. Og der gik noget i stykker ved sidstnævntes død.
Cykelsporten er ikke længere det samme, og han er ikke tryg ved at skulle kommentere uden sin gamle ven. Det virker nærmest, som om han bevæger sig ud i ukendt terræn på ny.
»På en eller anden måde er jeg bekymret for det. Jeg er nervøs for, hvordan det bliver, når jeg føler, at der mangler noget. For jeg kan lige så godt sige det, som det er: Min interesse for cykelsport har taget skade,« forklarer Rasmus Staghøj om passionen, der i høj grad var forbundet med Chris Anker Sørensen.
»Jeg kan ikke spille skuespil. Hvis det bliver kompliceret at komme i gang, synes jeg, folk skal vide, at jeg kæmper for at få interessen tilbage. Og jeg kan sådan set ikke være sikker på, at jeg finder den igen.«
Vinteren har budt på ualmindelig lidt cykelløb for Rasmus Staghøj. Den 36-årige vært mistede gnisten for cykling efter tragedien i september, hvor han gik på barsel med sønnen Charlie, der i dag er 14 måneder.
Han har holdt sig ude af cykel-loopet siden de skæbnesvangre VM-dage, hvor han var til stede i Belgien med Chris Anker Sørensen for at kommentere. Og siden kæmpet med voldsomme følelser som skam.
»Jeg har lidt svært ved at sige, at jeg har det godt. Jeg føler, at det må jeg ikke have. Nu har vi for eksempel lige taget billeder til artiklen her, og jeg føler ikke, at jeg må smile eller se glad ud,« siger Rasmus Staghøj.
»Det ved jeg godt er åndssvagt, for det må jeg jo gerne.«
Lørdag 18. september spiste han og Chris Anker Sørensen en sen morgenmad på torvet foran rådhuset i Brügge. Da de rejste sig, gik Rasmus Staghøj i gang med forberedelsen. Den tidligere cykelrytter fandt sin cykel frem for at køre en tur. Da de aftalte at mødes senere, var de uvidende om, at det var sidste gang, de sås.
Rasmus Staghøj lå på sit hotelværelse, da han fik nyheden om Chris Anker Sørensens død. Resten af TV 2s ansatte var på det tidspunkt ved at sætte studie op.
Herfra får Rasmus Staghøj ordet.
»Der er vel gået et par timer, da min chef ringer hjemme fra Danmark. Han siger denne her mærkelige sætning med, at han har fået et opkald om, at Chris er død. Han siger det, som om han selv lidt er i tvivl.«
»Det, jeg kan huske tydeligst derefter, er, at jeg tager mit tøj på og løber ud af hotelværelset. Ned gennem receptionen og så ud i byen, Brügge, hvor det er fantastisk solskin. Det er en dejlig dag i september, og der er turister overalt.«
»Jeg løber alt, hvad jeg overhovedet kan gennem byen, stortudende. Jeg skal løbe cirka halvanden kilometer for at nå dertil, hvor vi sætter studie op. Jeg skal bare op og finde de andre. Jeg søger den dér bekræftelse, for jeg ved jo godt, at det er rigtigt. Men jeg skal have bekræftelsen på det.«
»Jeg møder Søren Reedtz (TV 2-reporter, red.) deroppe, som også lige har fået det at vide, og spørger bare, om det er rigtigt. Søren nikker og … ja. Så bryder jeg bare fuldstændig sammen.«
»Undervejs får jeg et syn af, at jeg kan se mig selv udefra. At det må se sindssyg mærkeligt ud. At folk må have tænkt: 'Hvad foregår der?' Jeg har sikkert skubbet til mennesker undervejs, og jeg græder, højlydt. Men jeg er ligeglad, for jeg har ingen hæmninger.«
Et par dage efter dødsfaldet rejste Rasmus Staghøj og resten af TV 2s ansatte hjem. Undervejs talte de med en krisepsykolog og tog først til Danmark, da Chris Anker Sørensen var fragtet hjem.
I dag fylder sorgen stadig. Rasmus Staghøj har været bange for at køre bil af hensyn til cyklister. Han har drømt om Chris Anker Sørensen og hans død. Han er umotiveret brudt i gråd i sin bil på vej til arbejde.
Og så har han været vred.
»Jeg bliver vred over det, uden at jeg kan rette den vrede noget sted hen. Jeg kan råbe ud i ingenting, jeg kan gå en tur ved havet og skrige ud over, det nytter ikke en skid. Der er ikke nogen, vi kan stille til regnskab for det her,« siger Rasmus Staghøj.
Søndag skal der overskrides en enorm grænse, når han sætter sig i kommentatorstolen til Paris-Nice. Skæbnens ironi har gjort, at det også var det løb, Chris Anker Sørensen kommenterede som sit allerførste.
»Kan vi kommentere med den samme glæde, entusiasme, grine lige så meget og lave de samme jokes? Kan vi tillade os at gøre det, når Chris ikke er der? Det ved jeg ikke,« siger Rasmus Staghøj.
»Jeg er lidt ængstelig og nervøs for, hvordan det bliver. Det er spændende, om man bliver følelsesmæssigt ramt undervejs. Hvor skal jeg lægge balancen og tale om Chris? For jeg vil insistere på, at Chris skal fylde i vores kommentering.«
»Men jeg skal heller ikke tale om Chris hele tiden. Det kommer til at tynge produktet og seerne. Den balance skal jeg finde.«
Balancen er hårfin. Det kan den slags ofte være.
Rasmus Staghøj skal navigere rundt i flere af slagsen, som var det en fin linedans.
Balancen mellem at overnævne sin afdøde ven og glemme ham. Men også balancen mellem ubetinget lykke og brutal sorg.
2021 har været det mest skelsættende år i Rasmus Staghøjs liv. 4. januar blev han og kæresten Katrine forældre for første gang, og 18. september mistede han en af sine nærmeste. Få sekunder kan være nok til at adskille det ene fra det andet.
»Forleden hev Charlie en masse bøger ud af reolen, som han plejer. Da jeg skulle samle den ene op, så jeg, at det var Chris' bog 'Brødre på landevejen', som han havde signeret til mig. Den hilsen havde jeg glemt, så det var en glædelig og rørende oplevelse at finde den igen,« siger Rasmus Staghøj.
Han læste hilsnen for sig selv. Chris Anker Sørensen takkede Rasmus Staghøj for at være der for ham, da der var brug for det.
Da han var færdig med at læse den, satte Rasmus Staghøj sig i lænestolen. I gråd.
Bogen skal stå på hans hylde for altid. En gang imellem vil han tage den ned for at læse hilsnen igen.
