Det er i forvejen kendt som 'Helvedet i Nord.'
Men en vanvittig tendens kan være med til at gøre det mytiske cykelløb Paris-Roubaix decideret livsfarligt.
Sådan lyder det vilde opråb fra løbsdirektøren for det nordfranske monument, Thierry Gouvenou.
»Det, som de mennesker gør, kan være livsfarligt,« raser Gouvenou over for Het Nieuwsblad.
Flere og flere vælger nemlig at stjæle de ikoniske pavéer på løbsruten, der udgør en stor del af passagerne i Paris-Roubaix, som er kendt for sine mange brostensstykker.
»Forestil dig, hvad der sker, hvis en rytter rammer et af de huller. De kører med over 50 kilometer i timen i de sektorer,« siger Thierry Gouvenou.

La Trouée d'Arenberg – den legendariske Arenberg-skov, som rytterne skal besejre på et af de mest imødesete brostensstykker – er især udsat for tyverierne.
»Det er mytiske strækninger, og folk stjæler brosten for at tage dem med hjem som souvenirs. Det er ubegribeligt, at de ikke tænker over de konsekvenser, det kan have for løbet,« siger Gouvenou til mediet De Telegraaf.
I skrivende stund arbejder organisationen desperat for at udfylde de mange huller på ruten, inden både mændene og kvindernes løb afvikles på søndag.
Ingen dansker har nogensinde vundet Paris-Roubaix, men Mads Pedersen er blevet nummer tre to år i træk.
Igen i år er han en af de største favoritter, sammen med sidste års vinder Mathieu van der Poel og fænomenet Tadej Pogacar.
Du kan følge løbet her på bt.dk.

