Lyt til artiklen

Der var intet ualmindeligt ved, at medaljevinderne begav sig ned i pressecenteret.

For det er traditionen, at rytterne skal forbi pressens højborg ved VM i cykling, når man hiver tungmetaller med hjem, og det gjorde de tre hold efter mixed relay-disciplinen også.

Alligevel skete der noget overraskende, da holdene fra Schweiz, Italien og Australien satte sig op på podiet.

Noget, der fik hele salen til at bryde ud i latter.

Georgia Baker.
Georgia Baker. Foto: WILL PALMER
Vis mere

Ud over at være en ganske hektisk affære med 18 mennesker på podiet simultant (mixed relay-disciplinen er en tidskørsel med tre mænd og tre kvinder fra hver nation) leverede pressemødet (næsten) også en højere underholdningsværdi end selve løbet.

Det hele nåede sit klimaks, da en journalist henvendte sig til australske Georgia Baker.

Sammen med sine landsmænd havde hun hevet en bronzemedalje hjem, men spørgsmålet gik på noget helt andet – hvordan det var at køre VM på sin fødselsdag.

»Jeg nyder det. Jeg synes, det er en fed måde at fejre sin fødselsdag på. Der er en masse gode vibes,« lød det fra Baker, der blev 28 år.

Og den kunne schweiziske Marlene Reiser ikke lade passere.

Lynhurtigt brød hun ud i en fødselsdagssang med sin guldmedalje om halsen og fik resten af podiet og pressesalen til at synge med på 'Happy birthday to yoooou' til sin australske konkurrent.

Fællessangen frembragte selvsagt et stor smil på Bakers læber, der faktisk kører VM på sin fødselsdag for anden gang i karrieren.

Sidste gang fyldte hun bare 18 år.