Han var overlegen på alle parametre.
For da den slovenske superstjerne Tadej Pogacar søndag trillede over målstregen som den første på ottende etape af Paris-Nice, stoppede han også al diskussion om, hvorvidt han er i en klasse for sig lige i øjeblikket.
Tre bjergetaper, tre etapesejre. Det er nemlig status hos sloveneren efter seneste dage, hvor han har sat danske Jonas Vingegaard til vægs efter behag.
Men på trods af magtdemonstrationen vil han dog ikke svare på, om han nu er storfavorit til at nappe årets Tour de France-sejr for næsen af danskeren, da B.T. stillede ham spørgsmålet på det efterfølgende pressemøde.
»Det er svært at sige. Der er mange, der er favoritter, og jeg var bare bedst her (i Paris-Nice, red.). Der er lang tid til Touren, og jeg har stadig noget at forbedre,« svarede han.
Af samme årsag vil han da heller ikke afvise, at han kommer i store problemer til sommer, når han står over for sin danske rival.
»Sidste år var meget det samme på det her tidspunkt, og Jonas vandt stadig Touren, så det er ikke noget specielt, at jeg har vundet i dag (søndag, red.). Det er et løb som alle andre, og så må vi se, hvordan han gør det i de kommende løb,« forklarede Tadej Pogacar, inden han tilføjede:
»Man skal aldrig undervurdere nogen. Jeg fokuserer på alle omkring mig.«
Tadej Pogacar vandt årets Paris-Nice foran franske David Gaudu.
Jonas Vingegaard sluttede som nummer tre – 1 minut og 39 sekunder efter sloveneren.
Du kan læse B.T.s dom fra søndagens etape lige HER.