I en dramatisk finale, der længe lod vente på sig, vandt mexicaneren Isaac del Toro fra UAE Emirates 2. etape af årets Tour de France.

Spurten i Barcelona stod mellem de helt tunge klassementfolk, men da Tadej Pogacar kunne se, at der var et lille hul ned til Jonas Vingegaard og Remco Evenepoel, lod han del Toro køre først over stregen.

Det var hans løjtnants første Tour-sejr i karrieren.

Jonas Vingegaard kørte godt, men kunne ikke holde hjulet på de to UAE-ryttere i spurten. Han kom ind på fjerdepladsen lige efter Remco Evenepoel. Dermed forsvarede danskeren sin gule førertrøje.

Hans føring til Pogacar skrumpede fra 12 til 6 sekunder, mens Evenepoel nu er treer. Han er 15 sekunder efter Vingegaard.

Den første halvdel af etapen, der mestendels var flad, blev ganske som forventet.

Felix Engelhardt, Alex Molenaar og Frank van den Broek blev de tre lykkeriddere med mest tv-tid på etapen.

I feltet holdt Vingegaard og Visma-holdet snor i udbryderne, så de uden større besvær var trukket ind, før finalen på de sidste 30 kilometer gik løs.

Finalen bød på tre ture hen over Montjuic-stigningen på 1,6 kilometer per tur med en gennemsnitlig stigning på 8,7 procent.

Allerede første gang, feltet ramte stigningen, sendte Tadej Pogacar sin holdkammerat Brandon McNulty til fronten af feltet for at sætte et hårdt tempo.

Bagdøren blev åbnet i den anden ende af feltet, hvor folk faldt fra på stribe, men ingen angreb blev lanceret.

Det blev på den sidste tur op ad stigningen med godt fire kilometer til mål, slaget skulle stå. Uno-X trådte frem og førte det stærkt decimerede felt hen til foden af Montjuic.

Men den store klassementduel udeblev. Det blev Tobias Halland Johannesen, som åbnede ballet på det stejleste stykke kort før toppen.

Vingegaard holdt sig i skyggen af Pogacar, mens Mattias Skjelmose forsøgte et angreb. Del Toro halede dog danskeren ind med Vingegaard på hjul, og Pogacar gav sin loyale mexicaner den største mulige tak.

I spurten på den sidste lille bakke kunne Vingegaard og Evenepoel ikke holde Pogacars hjul.

Sloveneren var åbenlyst stærkeste mand i spurten, men i stedet for at træde forbi del Toro og tage etapesejren, kørte han blot op på siden af ham en hjullængde bag og jublede sammen med ham, da de krydsede stregen.

RITZAU