Efter magtdemonstration på magtdemonstration virkede den slovenske cykelstjerne Tadej Pogacar nærmest usårlig, da han i sommer vandt Tour de France.
Men nu afslører den 27-årige stjernerytter, at sejren langt fra var så smertefri, som den så ud.
Det fortæller han til det slovenske medie RTV Slo.
»For at være ærlig gik ikke alt efter planen. En dag efter Ventoux havde jeg problemer med mit knæ, og der var tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville kunne fortsætte. Vejret var dårligt, det var meget koldt,« siger Pogacar til mediet og fortsætter:
»Min krop var i chok, jeg følte mig ikke på toppen. Men et tre-ugers løb er ikke nemt, og hver cykelrytter har problemer. Vi er ofte trætte efter den første uge, og så har du to mere.«
Hvordan Tadej Pogacar pådrog sig knæskaden, er uvist.
Efter sit styrt på 11. etape fortalte rytteren, at han havde fået skader på skulder, hofte og arm, men nævnte intet om problemer med knæene.
Trods smerterne var Pogacar ikke mere medtaget efter Ventoux-etapen, end at han både kunne svare på Jonas Vingegaards angreb og gå efter etapesejren i Paris.
Sommeren 2025 sikrede Tadej Pogacar sin fjerde Tour de France-sejr.