En bødestraf og så får han fratrukket UCI-point.

Det er straffen, som juryen i Giro d'Italia har valgt at give til Peter Sagan efter den 18.etape. Det skriver Cycling News.

»Sagan (BOH) får en bøde på 1.000 schweizerfrank (svarende til cirka 6.800 kroner) og -50 UCI-point for intimiderende og upassende opførsel over for andre ryttere.«

Sådan lyder det i 'dommen' fra løbets jury efter etapen, hvori det dog ikke præcist fremgår, hvad Peter Sagan gjorde.

Under etapen var det dog tydeligt, at han forsøgte at stoppe udbrudsforsøg ved at blokere vejen, ligesom han også talte en del til de andre ryttere. Hvad han sagde vides dog ikke.

Cykelstjernen får dog ikke yderligere straf, hvilket betyder, at de point han indtil videre har optjent i pointkonkurrencen får lov til at stå. Efter etapen havde Peter Sagan dog ikke noget at sige til bødestraffen.

»I dag var en vigtig dag, og hele fokus var ikke at miste point til pointtrøjen. Vi havde de sprintere, der var tæt på point under kontrol, og det lykkedes at holde fast i trøjen. Fredag og lørdag venter der to hårde bjergetaper,« sagde Peter Sagan, der med straffen nu har 360 UCI-point i stedet for de 410, han havde før.

Sidste etape af årets Giro d'Italia bliver kørt på søndag.