Kun uheld på sidste etape søndag kan forhindre Mads Pedersen i at vinde den grønne pointtrøje i dette års Tour de France.

Lørdag vandt han den indlagte spurt på løbets kongeetape og næstsidste etape før søndagens afslutning i Paris.

Dermed tog Pedersen yderligere 25 point og udbyggede sin føring.

Pedersen har nu 527 point, og den nærmeste konkurrent, belgiske Jasper Philipsen, har 445.

Det kan Philipsen ikke hente på søndagens etape, selv om han skulle vinde både indlagt spurt og selve etapen.

Efter at Pedersen vandt lørdagens pointspurt, skulle Philipsen slutte blandt de bedste på lørdagens etape til Alpe d'Huez, hvis han skulle holde liv i den teoretiske mulighed for at overhale Pedersens pointantal. Og det skete naturligvis ikke.

Så nu skal Pedersen blot sørge for at gennemføre søndagens etape for at vinde den grønne trøje som den første dansker nogensinde.

I så fald har han vundet pointkonkurrencen i alle tre grand tours.

Pedersen vandt lørdagens pointspurt efter et flot comeback tidligt på etapen.

Danskeren var sat med omkring et halvt minut fra favoritfeltet på vej op ad Croix de Fer, men kom på imponerende vis tilbage og angreb et par kilometer fra toppen.

Herfra kørte han alene op til udbruddet og hentede de forreste på nedkørslen. Og selve pointspurten vandt danskeren uden konkurrence.

Siden gled Pedersen langt tilbage og skulle egentlig bare sørge for at komme i mål inden for tidsgrænsen.

Det gjorde han, da han rullede i mål som nummer 124, lidt mere end 41 minutter efter etapevinder Richard Carapaz.

RITZAU