Danmark kan være på vej mod en positiv rekord i verdens største cykelløb, der begynder om otte dage.

Der har nemlig aldrig været mere end 8 danske ryttere til start i Tour de France, og efter at det i dag står klart, at både Mads Würtz Schmidt, Christopher Juul-Jensen og Søren Kragh Andersen stiller til start, er vi nu oppe på hele syv danskere.

De slutter sig til Jakob Fuglsang, Magnus Cort, Kasper Asgreen og Michael Mørkøv, der alle blev udtaget tidligere på ugen.

Nu vil den skarpe læser sikkert hurtigt bemærke, at syv er færre end otte, og at rekorden ikke er slået endnu, men den er i høj grad indenfor rækkevidde.

Michael Valgren virker meget sikker på en plads hos Dimension Data-holdet, og Jesper Hansen er også en varm kandidat hos Cofidis-mandskabet.

Skulle det lykkedes for både Valgren og Jesper Hansen at komme med, vil det slå en rekord, der stammer helt tilbage fra 1989 og 1991, hvor det var navne som Bjarne Riis og Brian Holm, der prægede startlisten.

Den store danske deltagelse i årets Tour de France vækker naturligvis glæde hos den landstræner, Anders Lund, men det overrasker ham samtidig ikke.

»Det er jo ganske enkelt et resultat af, at vi har en masse danske ryttere, der kører rigtig stærkt på World Touren, så på den måde er det ikke så overraskende«, siger Anders Lund til B.T.

Det forventes, at Dimension Data og Cofidis offentliggør deres endelige Tour de France-trup i løbet af disse dage, så vi finder snart ud af, om der bliver sat ny dansk rekord i Frankrig.