Det er hårdt at køre Tour de France. Det er de færrest i tvivl om.

Men hvor lang tid sidder rytterne egentlig i sadlen, og hvor meget forbrænder de?

Det løfter danske Michael Valgren nu sløret for. Efter fredagens etape - den tredje sidste og årets længst af den franske rundtur - har han på Twitter offentliggjort lidt statistik for de seneste 21 dage.

Over 96 timer i sadlen er det blevet til for Astana-rytteren, 3.628 kilometer har han tilbagelagt, mens han i alt har forbrændt 75.191 kalorier.

Statistikken er efterfulgt af teksten »Tour-statistik ind til videre. Kun få dage tilbage«  og så to sovende smileys, så det tyder på at Valgren glæder sig til at passere målstregen i Paris på søndag.

Først skal han og de øvrige Tour de France-ryttere dog have overstået lørdagens enkelstart. Michael Valgren er inden kampen mod uret nummer 63, to timer, 23 minutter og 32 sekunder efter løbets førende rytter, Chris Froome.

Det er tredje gang han køre Tour de France. Første gang udgik han, anden gang blev det til en 77. plads.

Du kan følge søndagen live her på bt.dk fra klokken 13.45.