Det er godt for dansk turisme, at Tour de France vil starte i Danmark i 2021, mener Dansk Erhverv og Horesta.

Efter at Tour de Frances direktør, Christian Prudhomme, i et interview med franske Europe 1 har bekræftet, at Tour de France starter i Danmark i 2021, udtrykker flere organisationer glæde over nyheden.

Nyheden blev først bragt af DR og siden bekræftet af finansminister Kristian Jensen. Sidstnævnte trak dog sin bekræftelse tilbage kort tid efter.

Både erhvervsorganisationen Dansk Erhverv og Horesta, brancheorganisation for hotel,- restaurant- og turisterhvervet, ser gode perspektiver i en Tour de France-start i Danmark.

- Det er en helt fantastisk nyhed. Intet mindre. Og det siger jeg ikke kun som sportsinteresseret. For så stor en begivenhed tiltrækker enorm interesse fra hele verden, og vi vil opleve en sand invasion af sportsturister.

- Tour de France-start i Danmark vil give et turismeboom, som vil komme dansk erhvervsliv til gode. Og tv-billederne fra løbet vil gå verden rundt og give Danmark uvurderlig reklame, skriver Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Administrerende direktør i Horesta Katia K. Østergaard vurderer, at begivenheden vil tiltrække mange turister på både kort og lang sigt.

- Det vil tiltrække tusindvis af gæster, og det vil skabe betydelig omsætning på hoteller, i restauranter og i detailhandlen. Undersøgelser har vist, at har man først været i Danmark én gang, er man mere tilbøjelig til at komme hertil igen.

- Derfor vil hele Tour de France-karavanen med tusindvis af tilskuere, journalister, officials og medarbejdere på de enkelte teams være potentielle turister fremover, siger hun i en pressemeddelelse.

Ifølge Christian Prudhommes udtalelser i interviewet med Europe 1 vil Danmark få tre etaper.

Han understreger Danmarks cykelkultur, talenter inden for sporten og kongehusets forbindelser til Frankrig som værende afgørende for valget.

- Vi har en stærk cykelkultur herhjemme. Og cykling er måske den bedste sportsgren af alle at få til København, skriver Brian Mikkelsen.

- Danmark er det oplagte sted at skyde Touren i gang, for vi har en unik cykelkultur. Det bliver historisk, ingen tvivl om den sag.

/ritzau/