Kristina Vogel vil forsøge at komme overens med sin nye situation, efter at hun i juni styrtede alvorligt.

Berlin. Den dobbelte olympiske guldvinder i sprint Kristina Vogel er blevet lammet, efter at hun i juni kom ud for en ulykke på cykelbanen.

Det fortæller den 27-årige tysker i et interview med Der Spiegel.

- Det er noget lort, der er ingen andre måder at udtrykke det på. Uanset hvordan man pakker det ind, kan jeg ikke længere gå, siger Kristina Vogel til Der Spiegel ifølge Reuters.

- Men jeg tror på, at jo hurtigere man accepterer sin nye situation, desto hurtigere lærer man at håndtere den, siger hun.

Banerytteren, som vandt OL-guld i sprint og holdsprint i Rio for to år siden, kom i juni ud for en ulykke på cykelbanen i Cottbus.

Med omkring 60 kilometer i timen kolliderede Kristina Vogel med en anden rytter og pådrog sig alvorlige skader i ryggen.

Kristina Vogel var igennem mange år en dominerende skikkelse på cykelbanerne.

Hun vandt også bronze i holdsprint ved OL i London i 2012.

Kristina Vogel har desuden vundet 16 VM-medaljer, heraf 11 af guld.

/ritzau/