Chris Anker Sørensen stopper efter denne sæson sin professionelle karriere som cykelrytter. En karriere, der har budt på både opture og nedture.

I et stort interview med B.T. Sport fortæller hele Danmarks Chris Anker om karrieren og om den spændende fremtid, der venter forude.

Hvordan har du det i maven, nu hvor det for alvor nærmer sig dit stop?

»Det gjorde godt nok et indtryk under Danmark Rundt. Man kom til at tænke lidt mere over, at det var slut, og det kom måske lidt tættere på. Men omvendt så har jeg også glædet mig til at stoppe. Så jeg er stadigvæk glad for min beslutning, men det er klart, at det har gjort indtryk hele den uge rundt i Danmark. Og også alle de ting, der var lavet til mig. Det var måske lidt større, end jeg havde forventet. At man har gjort lidt mere indtryk på folk, end jeg lige havde gået og troet. Det var noget, der berørte mig,« fortæller han.

Chris Anker Sørensen glæder sig til at slippe for træningsturene og de mange rejsedage.
Chris Anker Sørensen glæder sig til at slippe for træningsturene og de mange rejsedage. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Du siger, du glæder dig til at stoppe. Hvorfor det?

»Jeg glæder mig til ikke at skulle ud og træne hver dag. Jeg glæder mig til at kunne nyde en øl en gang imellem uden at have dårlig samvittighed. Jeg har stort set aldrig haft en friweekend de sidste 12 år, og jeg glæder mig sindssygt meget til bare at kunne leve et lidt mere almindeligt liv og først og fremmest ikke at have alle de rejsedage, så jeg kan have mere tid til min familie.«

Hvis du kigger tilbage på din karriere, er der så en sejr eller et øjeblik, der står tydeligst i hukommelsen?

»DM-sejren betyder rigtig meget for mig. Også fordi den kom på et specielt tidspunkt, hvor jeg hang med skuffen og ikke syntes, det var så fedt at køre på cykel. Dén betyder noget specielt for mig. Derudover er etapesejren i Giro d'Italia også en væsentlig sejr, og hvis man kigger på papiret også den største sejr. Der skriver jeg mig ind i en ret eksklusiv klub. Det er jo ikke særligt mange danskere, der kan sige, at de har en etapesejr i en Grand Tour.«

Chris Anker Sørensen er gift med Michelle Moestrup, og sammen har de børnene Lærke og Laura.
Chris Anker Sørensen er gift med Michelle Moestrup, og sammen har de børnene Lærke og Laura. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Hvad er så omvendt det største nederlag?

»Jeg vil sige, at perioden med Tinkoff-holdet ikke var særlig sjov. Der gik det ikke godt for mig, og der havde jeg da op til DM-titlen en periode, der var hård. Specielt året før, hvor jeg havde et voldsomt styrt i Giroen, og så brækker jeg ribbenene kort efter i et andet styrt, og hvor jeg hele sæsonen bare synes, at det hele var noget møg. Det var i hvert fald et år, hvor jeg tog det hele lidt til revurdering og ikke syntes, det var så fedt at cykle.«

»Men omvendt har det gjort meget indflydelse på, hvordan jeg er som person, og jeg har lært meget af det. På den måde fandt jeg så også ud af, at der er andre ting i livet end cykling.«

Er der noget, du fortryder?

»Hvis jeg skal pege på én ting, som jeg skulle have gjort anderledes, så var det nok, at jeg skulle være skiftet i 2012, hvor jeg havde rigtig gode tilbud på hånden. Men der havde jeg ingen idé, om at Oleg Tinkov ville komme ind, og holdet udviklede sig, som det gjorde. Der regnede jeg med, at det ville fortsætte med Bjarne, og ham kunne jeg godt lide at være under. Men da han røg ud, kunne jeg godt mærke, at det var noget rod det hele.«

Chris Anker Sørensen kørte et stort Tour de France i 2012. Her vandt han også titlen som den mest angrebsivrige rytter og kom derfor på podiet i Paris.
Chris Anker Sørensen kørte et stort Tour de France i 2012. Her vandt han også titlen som den mest angrebsivrige rytter og kom derfor på podiet i Paris. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Hvad betyder Bjarne Riis for dig?

»Det var ham, der gav mig chancen. Og jeg kunne godt lide at køre under ham, og jeg kunne godt lide hans ledelsesstil, og den måde holdet var bygget op på. Så han har betydet rigtig meget for min karriere. Han er en af de vigtigste i forhold til min karriere og én, som jeg har enorm stor respekt for. Og som jeg skylder en meget stor tak for, at han gav mig chancen. Jeg synes, man altid kunne stole på ham, og når han lovede noget, så stod han ved det. Han var ikke én, der røvrendte folk.«

Chris Anker Sørensen er utrolig glad for, at Bjarne Riis gav ham chancen.
Chris Anker Sørensen er utrolig glad for, at Bjarne Riis gav ham chancen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Du siger, at du måske ikke er den med de største resultater. Tænker du over, at du kunne have vundet mere, hvis det ikke havde været for doping?

»Nej, det synes jeg ikke. Det, jeg tænker over i min karriere generelt, er, at jeg har gjort tingene på den rigtige måde. Jeg kan se mig selv i spejlet og har fået det optimale ud af de betingelser, der nu var. Så nej, det er ikke noget, jeg skænker en tanke. Jeg er rigtig glad for min karriere og synes, jeg har opnået det, jeg kunne. Og jeg har fået det ud af det, jeg kunne. Jeg har måske aldrig været den mest talentfulde rytter, men jeg har bare været super seriøs og haft en god indstilling til det, og det er jeg så kommet rigtig langt på.«

Efter en hård periode var det en stor forløsning for Chris Anker, da han vandt DM i linjeløb. Her ses han i mesterskabstrøjen.
Efter en hård periode var det en stor forløsning for Chris Anker, da han vandt DM i linjeløb. Her ses han i mesterskabstrøjen. Foto: Chris Graythen
Vis mere

Hvis vi kigger lidt fremad, så bliver du medejer af det danske hold Riwal Ceramicspeed. Og I har store ambitioner, ligesom Bjarne Riis også har med sine planer om et World Tour-hold. Ser du det som en rivalisering?

»Nej, jeg ser, at der sagtens kunne være plads til to hold i Danmark, fordi vi har så stor en talentmasse. Men grunden, til at jeg er gået ind i Riwal, er, at jeg synes, de har gang i et rigtigt spændende projekt. Og jeg vil rigtig gerne have, at der er et professionelt dansk hold. Hvis det så bliver både os og Bjarne, så vil det selvfølgelig være den mest optimale situation, men om det bliver hos Bjarne eller hos os, så er jeg også fint tilfreds. Jeg synes bare, at dansk cykling fortjener et professionelt hold.«

Hvad er din egen ambition med Riwal? Skal du gå samme vej som for eksempel Bjarne, eller hvad tænker du om det?

»Jeg tager det et år ad gangen, og hvad jeg lige synes er sjovt. Lige nu har jeg i hvert fald lyst til det, og jeg fortsætter så også mit kommentatorjob på TV2. Det kan også være, at jeg på et tidspunkt trækker stikket helt i forhold til cykelsporten, det ved jeg ikke. Men lige nu kan jeg i hvert fald mærke, at jeg stadigvæk brænder for sporten, og jeg vil stadig gerne være en del af det.«

Chris Anker Sørensen kørte i starten af august sit sidste store etapeløb, da han stillede til start ved PostNord Danmark Rundt.
Chris Anker Sørensen kørte i starten af august sit sidste store etapeløb, da han stillede til start ved PostNord Danmark Rundt. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ja, for hvorfor egentlig blive i cykelsporten?

»Jeg elsker sporten, og jeg synes, det er en fantastisk sport. Jeg elsker miljøet rundt omkring det. Både med at sidde og se det og snakke om det på TV2, men også for lige at holde mig helt frisk og opdateret på, hvad der sker på alle mulige fronter ved også at være med på Riwal CeramicSpeed. Og så vil jeg også rigtig gerne holde fast i det her kammeratskab i cykelsporten, som er noget helt specielt.«

Hvis du på et tidspunkt skulle vælge mellem de to job, er der så ét af dem, du brænder mere for?

»Jeg holder meget af jobbet på TV2. Det er da noget, jeg helt sikkert tænker på, og det er noget af det, jeg rigtig gerne vil blive ved med. Men nu skal jeg også i gang med det her på Riwal, og det har jeg ikke rigtig prøvet før. Så der ved jeg jo ikke, hvor meget jeg brænder for det. Jeg elsker cykelsport, men jeg har aldrig prøvet at være holdejer og bagmand bag et hold. Det ved jeg så ikke om er noget for mig, men jeg glæder mig til den udfordring, der nu venter mig.«

Chris Anker Sørensen kører sit sidste cykelløb som professionel den 8. september, når han stiller til start i DCU-cup i Helsingør.