Den danske cykelstjerne Søren Kragh Andersen skifter til Alpecin-Deceuninck fra næste år.

Det skriver holdet onsdag på Twitter.

Sammen med de tre cykelprofiler Jensen Plowright, Quiten Hermans og Kaden Groves er han netop blevet præsenteret som ny mand på holdet.

27-årige Søren Kragh Andersen blev for lidt over en måned siden sorteret fra, da hans nuværende hold, DSM, udtog truppen til dette års Tour de France.

Søren Kragh jubler efter 14.etape i Lyon i 2020, hvor han vandt sin første Tour de France-etape. Få dage senere gjorde han det igen.
Søren Kragh jubler efter 14.etape i Lyon i 2020, hvor han vandt sin første Tour de France-etape. Få dage senere gjorde han det igen. Foto: Anne-Christine POUJOULAT
Vis mere

En beslutning, der gjorde ekstremt ondt på den chokerede danske stjerne, som over for B.T. satte ord på sin enorme skuffelse:

»Jeg er selvfølgelig super skuffet over ikke at blive udtaget og hele situationen med, at jeg lige har haft corona. Det er hjerteskærende, og jeg havde virkelig set frem til at køre Touren i Danmark. Men det er, som det er, og jeg respekterer beslutningen fra DSM.«

Samtidig meldte Søren Kragh Andersen ud, at han da også forlader DSM-holdet ved årets udgang, når hans kontrakt udløber.

»Det stopper, fordi jeg føler, jeg skal prøve noget nyt. Jeg har brug for ny inspiration, en ny måde at køre cykelløb på og nye mennesker omkring mig,« forklarede han dengang.

Og netop de nye mennesker har han så fået styr på nu. Blandt andet skal danskeren være holdkammerat med den hollandske stjernerytter Mathieu van der Poel.

Søren Kragh Andersen vandt for to år siden to etapesejre i Tour de France, da han triumferede på både 14. og 19. etape.