Cykelsæsonen har fået en tør rosin i enden med Abu Dhabi Tour, men selv om det trækker tænder, er der ingen vej uden om flirten med Mellemøstens oliemillioner, erkender Team Skys danske cykelboss.

Det burde være et væddeløb forbeholdt kameler. Muligvis også ørkenrotter og skorpioner. Men ikke cykelryttere.

Ikke på et tidspunkt af sæsonen, når størstedelen af den professionelle karavane har kørt cyklen i stald, booket rejsen til Curacao med fruen og ungerne – eller bare sørget for at sætte flueben ved en sjælden gang pub-crawl med vennerne.

Ikke desto mindre er der netop nu stjernetræf i De Forenede Arabiske Emirater, hvor det er lykkedes at lokke navne som den nykårede verdensmester, Peter Sagan, Vincenzo Nibali, Tom Boonen, Alejandro Valverde og Tom Dumoulin på en særdeles solid startliste.

Forklaringen er rørende enkel. Det handler først og fremmest om økonomi. Og den nye finansielle verdensorden har for længst fået balancen til at tippe, så sportsbegivenheder også må flytte hen, hvor penge er en lavthængende frugt.

Spørg i Formel 1, hvor man i dag kører race i Indien og allerede har rykket teltpælene mod steder som Sotji og Baku. Altimens er ikoniske grandprixer som Silverstone og Monza i det gamle Europa truet på eksistensen. Eller spørg i FIFA, hvor man har uden blusel har henlagt en slutrunde i Qatar i 2022. Eller i det internationale håndboldforbund, som i år sendte Mikkel Hansen og de øvrige verdensstjerner forbi ørkenstaten til et VM for herrer med en værtsnation, der havde nationaliseret deres egne udvalgte.

Tilbage i begyndelsen af 00erne var Qatars dengang regerende emir, Hamad bin Khalifa Al-Thani, mand for at få ideen til et etapeløb på et sted, hvor de fleste indbyggere har et mere naturligt forhold til kamelen som transportmiddel end cyklen.

Men kaliffen insisterede. I sine studieår i Paris havde han set Tour de France slutte på Champs-Elysées. Og det spektakulære skue kunne man vel godt omplante til gold ørken, sandstorm og sidevind.

En opringning til Eddy Merckx forlenede begivenheden med et cykel-aristokratisk islæt, da den belgiske legende takkede ja til en rolle som løbsdirektør. Og med pengepræmier, der med lethed overgår nogle af de hæderkronede etapeløb på det kriseplagede europæiske kontinent, har det ikke været svært for Tour of Qatar at få fodfæste i løbskalenderen.

Næste år skal oliestaten endda afholde VM.

»Det er lidt uhyggeligt og skørt at køre på veje uden tilskuere. Man kan godt sidde undervejs og reflektere over, hvad i alverden man laver lige der. Det påvirker sådan set ikke løbet, det er bare en mærkelig fornemmelse,« som BMCs amerikanske universalrytter Brent Bookwalter for to år siden sagde det til Velonews.

»På grund af terræn og vejrlig er Mellemøsten nok ikke det mest åbenlyse sted at arrangere cykelløb. Men de ser på den anden side ikke forhindringer og bygger bare noget, hvis det lige mangler,« siger Team Skys danske direktør, Carsten Jeppesen, til BT.

»En del af forklaringen er nok også, at Den internationale Cykel Unions pengekasse er slunken og ved at give VM til Qatar og blåstemple et nyt løb som Abu Dhabi Tour, får man også fat i nye markeder. Det er en del af udviklingen, og da vi for efterhånden en del år siden begyndte at køre Tour Down Under i Australien, var der også en del, som rynkede på næsen og spurgte, hvad det nu skulle være godt for. I dag er Tour Down Under et løb, rytterne elsker at køre. Der er gode hoteller og hele atmosfæren omkring løbet i Adelaide er fantastisk. Cykling er eksploderet i lokalsamfundet,« påpeger Carsten Jeppesen.

Udviklingen ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig. Og selv om det topforurenede Tour of Beijing gik i sin mor igen ved udgangen af sæsonen 2014, kan der være nyskabelser på vej i Fjernøsten. Et af nøgleordene er at få globaliseret cykelsporten.

»Asien har allerede nogle løb, som ikke er så store endnu, men det skal nok komme. Der er også en voksende middelklasse, som begynder at orientere sig mod cykelsporten, så der er et potentiale dér,« vurderer Jeppesen, som også peger på, at mange topryttere har forlænget sæsonen i forhold til tidligere.

»Man ser flere ryttere i dag køre stærkt over en stor del af sæsonen. Tidligere, i 1990erne, kørte man sig frem til at toppe på et bestemt tidspunkt, men kunne i virkeligheden være uden for løbsregi i lange perioder. Det ser man faktisk ikke så meget længere, og det er en ret sund udvikling,« mener Sky-bossen.

Selv om det kan se mennesketomt og stemningsforladt ud, når det går løs i Dubai, Oman eller Qatar på et tidspunkt, hvor Kong Vinter hærger i Europa, er mange ryttere glade for at få varme i kroppen og lidt sol på de blege ’piber’.

»Personligt vil jeg til hver en tid foretrække at køre i Dubai eller Oman frem for i Frankrig eller det sydlige Europa i januar og februar. Logistikken er fremragende, du bor på samme hotel, der er ikke ret meget transport, og vejret er næsten altid godt,« siger den tidligere Tinkoff-Saxo-rytter Rory Sutherland.

Så meget kærlighed har der ikke været til overs for nyskabelsen Abu Dhabi Tour, der dels ligger sidst på sæsonen, når det professionelle felt er udpint, dels har budt på skoldhede temperaturer, som fik rytterne til at sætte foden i ørkensandet, inden starten på første etape og direkte true med boykot som det også skete i Tour of Oman tidligere på året.

»Vi har forståelse for, at man ikke kan boykotte løbet. Der bliver færre og færre penge i sporten, og vi må respektere løbsarrangørerne,« understreger Tinkoff-Saxos garvede italiener Daniele Bennati over for Cyclingnews.

»Det handler dog også om respekt for rytterne. Vi ved godt, at vi ikke bare kan sige nej til at køre, men vi ramte loftet for det acceptable,« mener Bennati.

Abu Dhabi Tour slutter i dag, og så skulle det være tid til en velfortjent ferie for de fleste, når præmieceremonien er overstået med dåseklapsalver over højttaleranlægget.

Inden det snart går løs i Argentina, Australien, Oman, Dubai, Qatar og hvor det omrejsende cykelcirkus eller finder på at slå teltpløkkerne i.

Den internationale cykelkalender er blevet udvidet både organisatorisk og geografisk med nye løb, der i kalenderen strækker sig fra januar til oktober. Til almindelig lettelse for de fleste, sagde man sidste år farvel til Tour of Beijing, der ikke bare var forurenet i både luft og mad, men også ’udmærkede’ sig ved at være mennesketomt, hvis man ser bort fra de udkommanderede skarer fra det kinesiske styre.

Her er de senest tilføjede etapeløb i den internationale kalender:

Tour Down Under (Australien)
Tour of San Luis (Argentina)
Volta Algarve (Portugal)
Tour of Qatar
Tour of Oman
Tour of Dubai
Arctic Race (Norge)
Tour des Fjords (Norge)
Tour of Yorkshire (England)
Abu Dhabi Tour (De Arabiske Emirater)