Corona-virussen har torsdag leveret endnu et forsøg på at knockoute det italienske cykelløb Giro d'Italia.

17 politifolk, der holdt opsyn med et motionsløb tilknyttet Giroen, er testet positive for den smitsomme virus.

I en pressemeddelelse forklarer løbsledelsen, at politifolkene ikke har haft kontakt med hverken ryttere eller officials i selve hovedløbet. Men den nye smitteklynge skaber alligevel stor bekymring.

»Det går i den forkerte retning. Jeg føler, at organisationen bag Giroen forsøger at skjule ting for os. For at være helt ærlig, så kan jeg ikke rigtig fokusere på løbet efter nyheden om de 17 smittede betjente,« siger Lotto-Soudal-rytteren Thomas De Gendt til Sporza.

»Det går i den forkerte retning,« siger Lotto-stjernen Thomas De Gendt. (Arkivfoto)
»Det går i den forkerte retning,« siger Lotto-stjernen Thomas De Gendt. (Arkivfoto) Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Angiveligt har det belgiske storhold torsdag morgen overvejet at forlade løbet. Alle rytterne stillede dog til start.

»I 20 minutter har vi på holdet diskuteret, om vi skulle stille til start eller ej, fordi vi begynder at føle os utrygge (...) Det hele var mere sikkert til Tour de France. Her følte jeg mig aldrig utryg. Men jeg har på fornemmelsen, at organisationen bag skjuler ting,« siger De Gendt, som selv ønskede at trække sig, til Sporza.

Kommentarerne vil igen udløse den debat, der har stået på i hele denne uge: Når Giro d'Italia-feltet til Milano, eller bliver løbet stoppet i utide?

»Ingen kunne spå om, hvordan ville gå, og det er nok røget mere ud af kontrol, end hvad diverse institutter og sundhedsstyrelser kunne have forudset,« bemærker Jakob Fuglsang.

»Ingen kunne spå om, hvordan ville gå, og det er nok røget mere ud af kontrol, end hvad diverse institutter og sundhedsstyrelser kunne have forudset,« bemærker Jakob Fuglsang.
»Ingen kunne spå om, hvordan ville gå, og det er nok røget mere ud af kontrol, end hvad diverse institutter og sundhedsstyrelser kunne have forudset,« bemærker Jakob Fuglsang. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

Allerede mandag trak storholdene Jumbo-Visma og Mitchelton-Scott sig ud af løbet efter positive corona-test blandt ryttere og personale.

Og smitten cirkulerer i den grad i det italienske samfund – og både i og omkring det professionelle cykelfelt.

Onsdag offentliggjorde de italienske sundhedsmyndigheder skræmmende nyt: Mere end 7.000 personer er smittet med corona i det seneste døgn.

En trist rekord, hvis smittetal endda overgår skræktiden i marts, hvor Italien var verdens corona-centrum.

I Giro d'italia-ledelsen forsøger man – akkurat som til Tour de France – at skærme rytterne i en boble, hvor ingen udefrakommende har adgang.

Spørgsmålet er nu, om Giro-feltet når til Milano.
Spørgsmålet er nu, om Giro-feltet når til Milano. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

Men det er et logistisk mareridt – og rytterne har da også kontakt med helt almindelige mennesker, forklarer Jakob Fuglsang:

»På det første hotel, vi boede på, var der to bryllupper en aften. Der har været masser af mennesker udefra. Det er ikke sådan, at det kun har været for hold eller folk, der var testet på hotellet.«

»Det har været svært at flytte Giro-starten med så kort varsel, og så kan man jo selvfølgelig ikke bare lige aflyse to bryllupper på et hotel, der havde planlagt det i forvejen. Men jeg tror ikke, at de har været lige så strikse hernede som til Touren.«

I alt er otte personer hidtil testet positive for coronavirus i eller omkring Giro-feltet i forbindelse med en testrunde gennemført søndag og mandag.

Favoritten Simon Yates (Mitchelton-Scott) blev den første til at forlade Giroen med en positiv corona-test. Efterfølgende har hele hans hold trukket sig.
Favoritten Simon Yates (Mitchelton-Scott) blev den første til at forlade Giroen med en positiv corona-test. Efterfølgende har hele hans hold trukket sig. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

En af dem, der forlod løbet, var hollandske Jos van Emden fra Jumbo-Visma. Han har også langet kraftigt ud efter sikkerheden omkring løbet:

»Den anden dag var vi på hotel med fire eller fem hold (...) Men på det pågældende hotel var der også folk fra de neutrale servicebiler, politifolk og almindelige mennesker, og de spiste alle fra den samme buffet, så det var en meget stor fejl, synes jeg,« sagde Jos van Emden til The Cycling Podcast mandag.

Løbsdirektøren fra Giro d'Italia holder fast i, at det hele gennemføres som planlagt.

»Intentionen er at komme til Milano for enhver pris. Selvfølgelig uden at tilsidesætte sundhedssikkerheden eller andre store problemer,« sagde Vegni til tv-stationen Rai mandag.

Giro d'Italia slutter – efter planen – i Milano 25. oktober.