Ordene om hovedpersonen har været mange, men ordene fra ham har været få.

De seneste dage er der måske ingen cykelrytter i verden, som er blevet omtalt lige så meget som Jakob Fuglsang. Nu kommer Astana-stjernen selv med en reaktion på, at CADF (Cycling Anti-Doping Foundation) onsdag fastslog, at der ikke rejses nogen sag mod ham i kølvandet på en kontroversiel rapport.

»Jeg har noteret mig dagens meddelelse fra CADF,« skriver Jakob Fuglsang i en besked til B.T.

»Efter alt var det her baseret på ingenting, fordi der ikke eksisterede eller er nogen Fuglsang-sag.«

Jakob Fuglsang (tredje fra venstre) og Astana-holdet ved Tour de France 2019.
Jakob Fuglsang (tredje fra venstre) og Astana-holdet ved Tour de France 2019. Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Søndag aften skrev DR, Poltiken og norske VG om undersøgelsen af Jakob Fuglsang på baggrund af den lækkede rapport, som de tre medier har fået adgang til.

Rapporten konkluderede, at der ikke kan påvises en forbindelse mellem Fuglsang eller andre Astana-ryttere og Ferrari.

»CADF beklager dybt, at rapporten er blevet lækket, og en undersøgelse bliver nu foretaget for at klarlægge, hvordan rapporten slap ud og for at undersøge, hvordan det undgås i fremtiden,« skrev CADF onsdag.

Direktør i Anti Doping Danmark (ADD), Michael Ask, har kaldt det problematisk, at en rapport som denne bliver lækket til medier.

Både Jakob Fuglsang og holdkammerat Alexey Lutsenko blev nævnt ved navn af de tre medier, hvor det også fremgik, at Michele Ferrari angiveligt har besøgt Astana ved Catalonien Rundt for godt et år siden.

Astana, holdets boss Alexandre Vinokourov, Alexey Lutsenko og Jakob Fuglsang har alle afvist beskyldningerne.

»Jeg afviser, at jeg har mødtes med dr. Ferrari. Jeg er ikke bevidst om eksistensen af en rapport, og jeg kan bekræfte, at der ikke er blevet åbnet nogen sag fra kompetente antidoping-myndigheder mod mig. Derfor har jeg ingen sag, der skal svares på,« skrev han mandag i en sms til B.T.

Også den kontroversielle læge Michele Ferrari, som var omdrejningspunkt i Lance Armstrongs omfattende dopingprogram, har fejet alle anklager af vejen.