I sin nye bog fortæller verdensstjernen Peter Sagan om Bjarne Riis’ og den russiske rigmand Oleg Tinkovs dramatiske brud i foråret 2015.
Med det brud forlod Riis toppen af international cykling, og han har ikke siden været tilbage.
Det er bare en af de mange historier, Peter Sagan fortæller om i sin nye selvbiografi, der udkommer d. 15 november.
B.T. bringer her et lille uddrag fra bogen:
...Oleg Tinkov er på mange måder en sjov skid. Sjov fordi han altid spiller rollen som klovn, fortæller røverhistorier eller fjoller rundt. Sjov fordi han ikke kan lade være med at sige ting, han i virkeligheden ikke burde sige. Sjov fordi han ikke er så selvhøjtidelig som visse andre mennesker.
Det var ikke Oleg Tinkov, der hentede mig til Tinkoff-holdet, selv om man måske skulle tro det. Hoveddrivkraften bag min beslutning om at skifte hold for første gang i min karriere var Bjarne Riis.
Riis havde drevet et cykelhold, stort set siden den dag han indstillede sin karriere. Han vandt Tour de France i 1996 og kørte på hold med Jan Ullrich, da hans unge holdkammerat vandt løbet året efter.
Kort efter spillede han en hovedrolle i oprettelsen af det danske hold, der blev til CSX og senere Saxo Bank, og holdet vandt stort set alle de løb der var at vinde, på et eller andet tidspunkt i løbet af dets levetid.
Han havde ry for at få det bedste frem i ryttere, der enten havde haft mindre gloriøse karrierer eller havde kørt i komplet anonymitet. Det virkede som om, han var den helt rigtige for mig.
Efter at han oprindelig havde hentet Tinkov ind som sponsor, havde han solgt holdet til den russiske oligark, men fortsatte med at arbejde for holdet som den øverste boss på en tre år lang kontrakt.
Giovanni (Sagans agent, red.) havde modtaget opringninger fra BMC, Sky, Quick-Step og racerkøreren Fernando Alonso, der tilsyneladende var i gang med at samle et tophold, og de var alle interesserede i at få Team Peter ombord for sæsonen 2015.
I sidste ende, da al teatertordenen var forbi, var Tinkoff de eneste der var parate til at forhandle i en positiv ånd.
Jeg havde en god mavefornemmelse omkring Bjarne Riis og de afgørende handlinger som hans hold foretog, så det var det eneste rigtige valg.
Giovanni havde afsluttet sin aktive karriere under Riis – og havde endda været hans holdkammerat i et par år inden da – og han havde ikke ét eneste ondt ord at sige om danskeren.
Seriøs, pålidelig, engageret og vidende. Nyt hold, nye mennesker, nyt system, nye cykler ... ny motivation.
Giovanni arbejdede hårdt for at sikre, at hele Team Peter blev en del af det setup, der omgav Tinkoff-holdet. Det var lettere sagt end gjort. Der var ryttere og soignører, der havde været på holdet i årevis, og de skulle formildes, hvis alle forgreningerne af Team Peter skulle tilgodeses. I sidste ende endte det med, at Juraj og Maroš fulgte med mig.
Pludselig var vi en del af en større organisation med en mere professionel tilgang – samt de større forventninger og det ekstra pres, der følger med. UCI havde indført strengere regler for trænere i et forsøg på at sikre, at rytternes helbred blev ordentligt beskyttet, og at eventuelle udsving i præstationer som resultat af doping blev elimineret.
For at være ærlig, så havde det udmarvet mig, at jeg på Cannondale skulle rapportere til en eller anden fyr hver dag og oplyse mine tal: Træningstal, pulsslag, watt-tal, indtagne kalorier, antal åndedrag, hvor mange gange jeg havde pisset ... det drev mig til vanvid, men jeg vidste, at det skulle gøres, og at jeg var i mit nye holds vold.
Bjarne Riis introducerede mig for Bobby Julich, en rytter der havde nået store højdepunkter med Riis på CSC og nu var en respekteret træner.
Jeg snakkede med Bobby hver dag. ”Hvordan har du det, Peter? Hvad har du lavet i dag, Peter? Hvor høj var din hvilepuls, Peter? Hvor høj var din træningspuls, Peter? Hvordan har du sovet, Peter? Hvad har du spist, Peter? Hvilken farve havde din afføring, Peter?”
Mens jeg prøvede at finde mig til rette med denne nye og pågående måde at arbejde på, brød helvede virkelig løs på Tinkoff. Det var tydeligt at der foregik noget af en magtkamp mellem Bjarne og Oleg om kontrollen over holdet.
Jeg kendte ikke rigtig nogen af dem, og heller ikke andre på holdet, så jeg vidste ikke, om det var normalt eller ej, men nogle af de ældre ryttere på holdet var overbevist om, at det var blevet værre efter at Bjarne havde solgt holdet til Oleg.
Senere hævdede Bjarne, at Oleg var jaloux på grund af hans nære forhold til rytterne og staben, mens Oleg mente at Bjarne udelukkende så ham som en hæveautomat, der gav Bjarne alt, hvad han pegede på – og som tak blev behandlet som skidt.
Som altid i sådanne tilfælde lå sandheden et sted midt imellem disse udsagn. De to var i hvert fald helt væsensforskellige. Bjarne overvejede hvert et ord, før han ytrede sig, og mente at latter var en unødvendig energiudladning. Oleg havde ikke noget filter mellem hjerne og mund, og han delte alle sine tanker med hele verden – uanset hvor grove eller krænkende de var.
Vi var til Tirreno-Adriatico i marts 2015. Oleg ønskede, at vi skulle angribe hver dag. Vi havde Alberto som holdkaptajn, og Oleg ønskede, at vi skulle udfordre Nairo Quintanas førerposition i løbet hvert eneste øjeblik, hvorimod Bjarne gik mere ind for en mere tilbageholdende tilgang så tidligt på sæsonen.
Han henviste til den grønne pointtrøje, som jeg bar, og den etape, jeg havde vundet, men ignorerede i bund og grund Oleg. Og der er intet Oleg hader mere end at blive ignoreret.
Efter en etape kom Oleg en aften hen på hotellet for at vise, hvem der bestemte. Han blev rasende, da han fandt ud af at Bjarne var gået ud for at spise middag med nogle venner et andet sted.
Da Oleg havde sparket til møblerne i et par timer, konfronterede han Bjarne, da denne dukkede op, fuldkommen uvidende, uden for holdbussen. De havde et brag af et skænderi lige der, og dernæst foran alle andre. Der var andre hold, løbsofficials og journalister til stede – Gud og hvermand.
Efter løbet havde jeg det okay. Lidt træt, men jeg regnede med, at alt dette hårde arbejde i starten af sæsonen var en god forberedelse til klassikerne.
Som altid var Milano-Sanremo den første – La Classicissima, La Primavera, og et løb jeg mente, at jeg kunne vinde – blot nogle få dage senere, så i stedet for at tage tilbage til Monte Carlo tog min kæreste, Katarina, og jeg med Bjarne til Schweiz for at bo hos ham og hans familie.
Jeg var stadig træt hele tiden, men det var nogle dejlige dage. Vi kørte på hårde, rene veje, der var ikke så megen trafik, Bjarne gav rolige dessiner, og der blev serveret dejlig mad i hans hus om aftenen. Og fordi jeg var sammen med Bjarne, behøvede jeg ikke at snakke med Bobby hvert andet minut.
”Hvordan lugter dit pis i dag, Peter? Kan du tælle hårene på din storetå for mig, Peter?”
Fredag morgen, efter en lækker middag aftenen forinden, sagde vi farvel og aftalte at mødes i Milano dagen efter. Lørdagen kom, men det gjorde Bjarne ikke. Forvirring og rygter begyndte at sprede sig på holdet. Hvor var Bjarne? Hvad var der sket? Havde Oleg fået nok?
Ved holdmiddagen på hotellet den aften slap nyheden officielt ud. Bjarne var blevet fyret og fjernet fra sin post med omgående virkning.
På holdmødet var rytterne som en blanding af en samling gamle hylende og hændervridende kvinder til en begravelse og børn i en skolegård efter at nogen har sparket bolden over hegnet og ud på en trafikeret vej. ”Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi gøøøøøøøøøøre?”
”Drenge, kom nu,” sagde jeg. ”Det er kun et cykelløb, det ved I godt, ikke? Che cazzo? Det var jo ikke, fordi Bjarne skulle træde i pedalerne for os. Vi står op om morgenen. Vi tager varmt tøj på. Vi kører over Turchinopasset. Vi kører ned til Rivieraen. Vi tager vores cykeljakker og benvarmere af. Vi kører over Capi. Vi spurter ind til Sanremo. Det er ret simpelt.”
Sagan: Min verden
Forfatter: Peter Sagan (selvbiografi)
Oversat af: Jesper Ralbjerg
Forlag: Udgives af Turbine
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udkommer: 15. november 2018
