Cykelsæsonen står stille her i vintermånederne, så der er tid til romantik og den slags. Således også for den norske stjernerytter Edvald Boasson Hagen, der har fået sit endelige ja fra sin forlovede Marlen Kristiansen.

De to giftede sig lørdag eftermiddag i Nordberg kirke i Oslo, og hvis man skal tro en af hans største rivaler som temporytter Mark Cavendish, der var blandt gæsterne, var det et mindeværdigt brullyp, Edvald Boasson Hagen og Marlen Kristiansen fik.

»Det var et nydeligt bryllup i flotte omgivelser med sne rundt om. Det var som et Disney-eventyr. Det er dejligt at dele dette øjeblik med dem,« sagde den britiske verdensstjerne til norske TV2 Sporten.

Mark Cavendish var ikke den eneste, der kastede stjernedrys over kirken. Også Team Sky-profilen Geraint Thomas, Lars Petter Nordhaug og Kurt Asle Arvesen havde fundet vej til den store begivenhed, der fandt sted, nøjagtig et år efter at Boasson Hagen havde friet til Marlen Kristiansen.

Det gjorde han i en park, hvor cykelrytteren gik på knæ og sagde de berømte seks ord.

»Edvald fik et ja med det samme, da han friede. Det var en meget fin aften med bare ham og jeg,« har hun fortalt til Agderposten.

26-årige Marlen Kristiansen er til daglig pilot for Norwegian.