Arrangøren af cykel-VM sidste år i Norge er blevet begæret konkurs af firma, der hjalp med sponsoraftaler.

Økonomien bag cykel-VM i Bergen i 2017 hang slet ikke sammen. Listen af kreditorer og størrelsen af gælden er vokset og vokset, og nu er arrangøren Bergen 2017 A/S begæret konkurs.

Det er firmaet Interspons, der hjalp med sponsoraftaler i forbindelse med VM, der har taget det retlige skridt i håbet om at få de 1,8 millioner norske kroner, firmaet mener at have til gode.

- Vi håber, at dette medfører, at vi får vores penge. Og får vi ikke vores penge, så bliver det i hvert fald behandlet på en korrekt måde.

- Vi ønsker en afklaring i sagen, og den har vi endnu ikke fået, siger Birger Hungerholdt, der er daglig leder i Interspons, til Bergens Tidende.

Han fortæller til avisen, at retten i Bergen har bekræftet, at den har modtaget konkursbegæringen. Retsmødet finder ifølge Birger Hungerholdt sted 12. marts.

At økonomien bag cykel-VM løb løbsk, blev allerede afsløret under VM i september sidste år, idet Norges Cykleforbund oplyste, at man forventede et millionunderskud.

Siden er det økonomiske mareridt taget til i styrke. Og nye historier om voksende gæld, flere kreditorer og partnere i flugt fra deres andel af underskudsgarantien i forbindelse med VM er kommet frem.

Bergens Tidende fortæller, at der i december lå krav på cirka 80 millioner norske kroner, og at der mangler cirka 60 millioner kroner i kassen.

Blandt de mange kreditorer er Den Internationale Cykelunion, der har 13,5 millioner norske kroner til gode. Samme beløb har politidistriktet Vest til gode - de to er de største kreditorer.

Længere nede på listen finder man altså Interspons, som nu har trykket på konkursknappen.

Selskabet bag cykel-VM - Bergen 2017 A/S - bestrider flere af kravene fra kreditorerne, skriver avisen.

/ritzau/