Det højeste Tour de France nogensinde. Således præsenterede løbsdirektør Christian Prudhomme ruten til 2019-udgaven af verdens største cykelløb.

Her blev der præsenteret hele 30 stigninger på de 21 etaper og næste års Tour bliver dermed den mest bjergrige nogensinde.

Det gør det lidt mere vanskeligt for de tungere ryttere. Det mener den danske sportsdirektør hos Quick-Step Floors, Brian Holm.

»De tunge ryttere får det sværere, men der kommer selvfølgelig et holdløb, og det redder meget af det. Der kommer den første selektion. Det bliver de klassiske hold, der kører efter den, og det er godt for Team Sky og os (Quick-Step, red.), der skal køre den på hjemmebane,« fortæller Holm til B.T og fortsætter:

Brian Holm ser særligt frem til holdtidskørslen på 27 kilometer, der under næste års Tour køres i Bruxelles.
Brian Holm ser særligt frem til holdtidskørslen på 27 kilometer, der under næste års Tour køres i Bruxelles. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi tabte holdløbet i år under Touren, og den var nok sidste sæsons største nederlag for mig. Det gjorde ondt, det må jeg erkende,« siger Brian Holm, der dog ikke skal med til næste års Tour de France, da han i sin nye kontrakt er gået ned på tid.

Rytterne starter i Belgien, fortsætter gennem det nordøstlige Frankrig og berømte Massif Central og sætter kursen mod sydvest. Ruten indeholder syv bjergetaper, fem kuperede etaper, syv flade etaper, en holdtidskørsel og en enkeltstart.

Og efter Brian Holm har taget et kig på ruten, er der heller ikke meget tvivl om, hvem han ser som favoritterne.

»Geraint Thomas nævnte jeg allerede inden Touren sidst, og ham må jeg nævne igen. Han er favoritten. Og hvis Froome ikke kører Giroen, som han gjorde i år, så er han jo også blandt favoritterne. Jeg tror i hvert fald ikke, at det var en fordel for ham, at han også kørte i Italien år. Og så er det spændende, hvad Tom Dumoulin kan gøre med de få kilometers enkeltstart,« siger han.

Tour de France-ruten anno 2019.
Tour de France-ruten anno 2019.
Vis mere

Ruten indeholder også syv bjergetaper, hvor hele fem af dem slutter opad. Og netop derfor håber den danske sportsdirektør også, at franskmændene kommer til at gøre væsen af sig.

»Det bliver voldsomt med fem afslutninger opad. Så jeg håber da også, at franskmændene med Romain Bardet får fodfæste.«

Det har længe været kendt, at starten ville gå i Belgien for at fejre 50-året for legenden Eddy Merckx' første optræden i den gule trøje, som han bar i 96 dage sammenlagt på sin vej til fem Tour-triumfer.

Under næste års Tour de France er der også ikoniske bjerge på menuen. Her kan rytterne nemlig se frem til at køre op ad af blandt andet Tourmalet, La Planche des Belles Filles, Col d'Izoard, Col du Galibier og Montee de Tignes.

Den 106. udgave af Tour de France strækker sig over 3460 kilometer og indledes 6. juli.