Movistars sportsdirektør er sur over, at Primoz Roglic fik hjælp til at hente feltet efter styrt i Vueltaen.

Cykelholdet Movistar føler sig uretfærdigt behandlet efter fredagens 19. etape i Vuelta a España.

Her besluttede Den Internationale Cykelunion (UCI) at give Vueltaens førende rytter, Primoz Roglic (Jumbo-Visma), lov til at køre i slipstrømmen af holdbilerne for at nå tilbage til feltet, da Roglic i lighed med flere andre ryttere var ude for et styrt.

Cirka samtidig som Roglic røg i asfalten, angreb Movistar i sidevinden, men måtte siden indstille angrebet, da holdet fandt ud af, at Roglic og co. fik hjælp til at komme tilbage til feltet.

- Hvis det her er cykling, og UCI vil bestemme, hvem der skal vinde, så er det vel perfekt, siger Movistar-sportsdirektør Jose Luis Arrieta ironisk.

- Der er sket noget lignende for os, og der blev den samme beslutning ikke truffet, siger sportsdirektøren til Reuters.

UCI har indtil videre ikke ønsket at kommentere udtalelserne, skriver Reuters.

Movistar havde interesse i at angribe førende Roglic, da løbets samlede toer og treer, Alejandro Valverde og Nairo Quintana, begge kører for det spanske hold.

Derfor var det hele tiden planen, at Movistar ville angribe i sidevinden på et sted, hvor det kortvarigt gik nedad, fastholder Jose Luis Arrieta.

- Vi havde hele tiden planlagt at angribe, når sidevinden kunne komme i spil, og det var grunden til, at vi var forrest i feltet på det tidspunkt. Vi havde brugt timer på at planlægge og positionere os.

- Åbenlyst bryder jeg mig ikke om styrt, men vi har også tabt løb på grund af styrt. Jeg fortalte først mine ryttere, at de skulle stoppe med at sætte tempo, da UCI sagde, at de ville lade ryttere få hjælp af bilerne til at komme tilbage, siger sportsdirektøren.

Movistar har realistisk set kun lørdagens kuperede etape til at indhente det forspring på 2 minutter og 50 sekunder, der adskiller Roglic og Valverde. Vueltaen slutter med en kort, flad etape søndag.

/ritzau/