Den colombianske Movistar-rytter Einer Rubio er udgået af Tour de France efter fredagens etape til Alpe d'Huez.

Det oplyser Movistar på mediet X efter etapen.

Cykelmediet Domestique har delt en video af Rubio, der kører op i en UAE-bil, som pludselig bremser i menneskemængden.

Ifølge Eurosport løb en tilskuer ud foran bilen, der måtte bremse hårdt, og derfor fortsatte Rubio ind i bilen med en sådan kraft, at bagruden smadrede.

Norske Tobias Halland Johannessen så uheldet fra nærmeste hold.

- Det så ikke godt ud. Jeg tænker på, om han knuste ruden med sit ansigt. Jeg håber, at det går godt for ham, siger Halland Johannesen til TV 2 Norge ifølge TV 2 Sport.

Halland Johannessen sluttede som nummer fem på fredagens etape, og Rubio havde altså kurs mod et lignende godt resultat, da uheldet var ude.

RITZAU