Primoz Roglic tabte 14 sekunder til etapevinderen Miguel Ángel López og fastholder et solidt forspring.

Miguel Ángel López vandt 18. etape af Vuelta a España, da han kørte alene over målstregen i en tåget afslutning på toppen af stigningen Altu dEl Gamoniteiru.

Løbets førende rytter Primoz Roglic (Jumbo-Visma) kom ind på andenpladsen på et af løbets hårdeste bjergetaper.

Sloveneren tabte dog beskedne 14 sekunder til López og beholder dermed den røde førertrøje.

Enric Mas (Movistar) tog tredjepladsen på etapen og er fortsat nærmeste forfølger til Roglic i klassementet.

Roglic har 2 minutter og 20 sekunder til Mas og yderligere 23 sekunder til López.

Etapen blev slutteligt et anliggende mellem favoritterne, men der skete ikke for alvor de store forskydninger.

Jack Haig (Bahrain Victorious) blev den største taber. Han tabte tid til Egan Bernal (Ineos), der nu kun er syv sekunder efter australieren på fjerdepladsen.

Bjergtrøjen skiftede til gengæld ejermand, men forblev på DSM-holdet.

Et kæmpeudbrud med 32 ryttere blev tidligt etableret på 18. etape, men det blev holdt i forholdsvis kort snor af feltet.

Især på dagens anden store stigning begyndte frontgruppen at bryde op. Kort før toppen stak Michael Storer (DSM) af.

Den 24-årige australier har tidligere i løbet vist storform ved at vinde to bjergetaper, og han kom også først over dagens første tre stigninger, hvilket betød, at han snuppede bjergtrøjen fra holdkammeraten Romain Bardet.

Bardet kom over næstsidste stigning som toer og så en overgang ud til køre efter Storer, men det blev ved forsøget.

Storer fik lov at tage den første del af sidste stigning alene uden alt for meget fart hos forfølgerne. Men da David de la Cruz (UAE Emirates) lancerede et seriøst forsøg 11 kilometer før målstregen, hentede og satte han hurtigt Storer.

Favoritfeltet havde dog også sat tempoet op, og med fire kilometer tilbage stak Miguel Ángel López af og drønede snart forbi en træt de la Cruz.

López så aldrig andre i tågen, inden han kørte over stregen og sikrede sig karrierens tredje individuelle etapesejr i Vueltaen.

Fredag skal rytterne ud på en 191 kilometer kuperet tur fra Tapia til Monforte de Lemos, der er skræddersyet til et udbrud.

/ritzau/