Danske Michael Mørkøv vil i udbrud for sin far på dagens etape i Tour de France, fortalte han før etapen.

- Det er selvfølgelig en meget speciel dag for mig. Den 14. juli 2007 er en dato, der er nem at huske, og så er det en dato, jeg aldrig nogensinde vil glemme, fordi det var den dag min far døde.

Sådan sagde Michael Mørkøv til DR Sporten før etapen.

I dag, lørdag, er det præcis fem år siden, at han mistede sin far til kræft. Dermed er den 14. juli, der er den franske nationaldag Bastille-dag, ikke bare stor for franskmændene, men også for Michael Mørkøv. Og den tidligere banerytter er godt i gang med at vise, at der skal køres for hans far i dag.

I skrivende stund er han således i et ottemandsudbrud.

- Jeg vil rigtig gerne ud og vise mig selv den dag. Jeg kan jo få helt gådehud over at tænke på, hvis det var en etape, jeg kunne vinde. Det er en etape, hvor jeg godt kunne tænke mig at køre med i udbrud og krydse fingre for at skulle hjem. Det kunne være, at min far hjalp med det, sagde Michael Mørkøv.

Hans far, John Mørkøv, fik omkring julen 2006 at vide, at han havde prostatakræft, og at han ikke havde længe tilbage at leve i. Trods sygdom så han alligevel sin søn vinde bronze i 4000 meters forfølgelsesløb på bane ved VM i 2007.

- Et par dage inden føler han sig lige pludselig frisk og beslutter sig for at tage med min mor for at se os køre VM, hvor jeg sammen med 4000-holdet vinder vores første VM-medalje. Det var fantastisk for mig at vinde denne her medalje til ham, og han var der den dag og døde kort efter, sagde Mørkøv.