'Jeg skriver dette vel vidende, at det er et hvepsebo, jeg nu stikker hånden ind i.'

Sådan indleder den danske cykelrytter Michael Mørkøv et langt opslag på sin Facebook-profil, hvor han råber op, fordi han savner større respekt og forståelse i trafikken i kølvandet på cykelrytter Andreas Byskov Sarbos tragiske død i den forgangne weekend. Du kan læse hele opslaget i bunden af artiklen.

Den blot 18-årige cykelrytter afgik ved døden, da han blev ramt af en bil, der var kommet forbi afspærringen, som resulterede i et frontalt sammenstød med den unge cykelrytter.

Mørkøv indleder med at rose Danmark som cykelnation, men hurtigt kommer der et 'men'.

'Jeg bliver altså decideret skræmt over de mange mennesker, der her på Facebook kan finde på at kommentere på en ung mands tragiske dødsfald med henvisning til, at 'vi' cykelryttere selv er ude om det,' skriver Michael Mørkøv på Facebook.
'Jeg bliver altså decideret skræmt over de mange mennesker, der her på Facebook kan finde på at kommentere på en ung mands tragiske dødsfald med henvisning til, at 'vi' cykelryttere selv er ude om det,' skriver Michael Mørkøv på Facebook. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

'Alligevel står det grelt til på landevejene. Og jeg starter gerne med at feje for egen dør. Om nogen ved jeg, at vi iblandt os cyklister har rigtigt mange, der kører alt for vanvittigt i trafikken. Folk, som breder sig på vejen og ikke respekterer deres medtrafikanter. Som skræmmer både fodgængere og bilister med en alt for aggressiv kørsel. Det er først og fremmest jer, som jeg håber dette budskab vil nå,' skriver Michael Mørkøv.

'Jeg bliver altså decideret skræmt over de mange mennesker, der her på Facebook kan finde på at kommentere på en ung mands tragiske dødsfald med henvisning til, at 'vi' cykelryttere selv er ude om det. 'Vi' kan jo bare lade være at lege Tour de France, skrubbe ind på cykelstien, køre på række og ikke være til gene for bilister. Det er en utrolig farlig og egoistisk holdning at have til sine medmennesker.'

Mørkøvs opslag er blevet delt næsten 900 gange og får ros fra mange brugere i kommentarfeltet.

Og Michael Mørkøv nævner også, at han selv har oplevet, hvordan medtrafikanter har opført sig farligt, når han har været ude at cykle.

'Alt for ofte sker det, når jeg kører alene, eller vi ligger på en række, at en bagfra kørende bil maser sig forbi uden så meget som at lette på gassen eller vige én millimeter. Trækket alene fra en bil tæt på er farligt. Og jeg og mange andre oplever indimellem, at det er tæt på at gå galt, at folk bliver spyttet efter sprinklet efter, ja, sågar forsøgt afsporet. Jeg har selv oplevet alle nævnte chikaner,' skriver Michael Mørkøv.

'Jeg tør slet ikke at tænke på, hvordan det er for de mange motionister, børneryttere og helt almindelige cyklister, der ikke har samme motorik og balance på cyklen som os, der lever af at sidde på den hver dag. Hvad er det dog for en vrede og egoisme, der får folk til at glemme det ulige forhold mellem bil og cyklist?'

Sidst i sit opslag sender Mørkøv tanker til afdøde Andreas Byskov Sarbos familie og venner.

'Jeg tror, at vi alle kan gøre det lidt bedre. Lad os alle hjælpe hinanden og passe på hinanden i trafikken. Vi har alle sammen nogle, vi gerne vil hjem til.'