Michael Mørkøv nyder stor respekt på Quick-Step-holdet, som nu har belønnet ham med en ny kontrakt.

Den danske cykelrytter Michael Mørkøv har forlænget kontrakten med det belgiske hold Quick-Step frem til udgangen af 2023.

Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.

Danskeren bliver betragtet som en af verdens dygtige leadout-ryttere, som er rytteren, der bringer holdets sprinter helt frem til affyring i massespurterne.

I den rolle har Mørkøv gjort det fremragende på de belgiske mandskab for især sprinteren Sam Bennett.

For danskeren selv var det heller ikke svært at sætte underskriften på en forlængelse.

»Alt, man kan ønske af sit job, er, at man føler sig værdsat af sine kolleger. Jeg føler virkelig, at jeg hører til på dette hold, og jeg er lykkelig for at blive her,« siger han til holdets hjemmeside.

Michael Mørkøv blev 36 år i april og er en af de erfarne ryttere i World Tour-feltet.

Inden skiftet til det belgiske hold i 2018 har han tidligere kørt for Team GLS, Saxo Bank/Tinkoff og Katusha, mens han også gør sig som banerytter.

/ritzau/