Midt i Frankrig træder Mikkel Irminger Sarbo lige nu rundt i pedalerne. For godt og vel to uger siden startede han sin rejse fra København til det mystiske bjerg Mont Ventoux.
Han rejser selv og så alligevel ikke. For den 31. maj 2019 blev hans 18-årige søn, Andreas Byskov Sarbo, påkørt af en bilist under cykelløbet Tour de Himmelfart og mistede livet.
Nu er det store cykeltalents far trådt op på den cykel, der stod sønnens hjerte så nært. Med sig har han Andreas i tankerne, mens han rejser mod det bjerg, der nærmest var helligt for sønnen, for at mindes ham.
»Andreas’ største drøm var at køre Tour de France. Dét kan jeg ikke rigtig gøre for ham, så jeg gik og overvejede lidt, hvad jeg skulle gøre. Så tænkte jeg, at jeg blev nødt til at komme lidt tættere på hans store passion og mange timer på landevejen.. Derfor kører jeg mit eget Tour de France,« fortæller Mikkel Irminger Sarbo.
Han gør det for at bearbejde sorgen og tabet af den unge søn, der gik så meget op i cykling og som ville være den bedste. Han gør det også for bedre at forstå, hvad det var, Andreas Byskov Sarbo elskede så meget ved sporten.
Det er den måde, han kan mærke ham mest på.
»Jeg giver et sidste nærvær til ham, selvom han ikke har et jordisk liv længere. Nu har jeg ham med, og nu kører vi den her tur sammen. Selvom han ikke kan være her fysisk, så kan jeg alligevel godt føle, at han er med. Det burde jo egentlig være ham, der trækker mig, men nu er det så mig, der trækker ham.«
Hver dag står Mikkel Sarbo op og spiser morgenmad. Han fylder dunkene og tjekker, om alt udstyret på cyklen er i orden. Og derfra er det afsted. I timevis kører benene rundt og rundt, mens han lader tankerne flyde.
»Jeg kommer igennem mange følelser. Når jeg kører i naturen, er der dufte og lyde, som man har oplevet sammen, og når jeg kører forbi en minigolfbane, så tænker jeg på alle de gange, jeg har spillet minigolf med ham.«
»Når jeg ser nogle små børn, der kører på cykel for første gang, tænker jeg tilbage på første gang, man løb bag den cykel, og han sagde, at jeg ikke måtte give slip og så ellers kørte derudaf. Det er alle følelser, man kommer igennem.«
Rejsen var nødvendig for Mikkel Sarbo. Han var nødt til at komme væk fra det hele og behandle den store sorg på sin egen måde.
Det var en 27-årig kvindelig bilist, der under en enkeltstart ved Tour de Himmelfart af ukendte årsager kørte igennem afspærringerne og påkørte det 18-årige cykeltalent.
Og derfor er frygten for biler også i kroppen på Mikkel Irminger Sarbo, der tænker over det, hver eneste gang han cykler rundt om et hjørne. Men det er ikke nok til at stoppe ham.
»Man bliver nødt til at leve sit liv. Man kan ikke lade være med at leve sit liv, bare fordi man er bange. Rytterne ved også godt, at de kan komme galt afsted. De lever også med risikoen.«
»Det tror jeg, man er nødt til, hvis man vil leve sit liv fuldt ud. Og det skal fandeme ikke være det, der sætter mig i stå. Jeg er nødt til at komme videre og vise, at jeg godt tør uden ham. Også selvom jeg skal køre strækninger på en vej, hvor der kører biler.«
Mikkel Irminger Sarbo er nået igennem både Tyskland og Belgien. Han har cyklet, sovet, spist. Og så cyklet igen. Undervejs har tankerne og følelserne fået frit løb, men ind imellem har det også kammet over.
For når han lader minderne flyde, kan det godt blive overvældende.
»Det har været rigtig svært at se nogle billeder, fordi man nærmest vælter af det. Det er for meget, og tabet overskygger det,« fortæller han.
»Der er håbet, at jeg med den her tur og det her med at have kroppen med kan lære at være i tabet. Så når jeg kommer hjem, kan jeg nøjes med at nyde alle minderne og være glad for, at jeg har det og havde den tid.«
Helt i mål er han ikke endnu. Hverken på den fysiske eller den følelsesmæssige rejse. Men han er på vej.
»Jeg var god til at acceptere, at det var sket. Det kunne jeg ikke gøre noget ved. Men det tager længere tid at acceptere, at det er sådan. At jeg på grund af den ulykke ikke har ham mere.«
»Jeg tror på, at jeg har fred med det, når vi når derned, og vi får mindet ham ved bjerget. Så har jeg fået grædt ud, og så er jeg blevet klogere på min dreng.«
For nu rejser Mikkel Irminger Sarbo videre på sin cykel med sin søn i tankerne, inden han om kort tid rammer endestationen Mont Ventoux.
Her vil han mødes med den nærmeste familie og mindes Andreas Byskov Sarbo om det bjerg, han havde så kært.
Du kan støtte Andreas Byskov Sarbos mindefond hos Danmarks Cykle Union ved at overføre via MobilePay på 21244031 og skrive: 'Andreas minde'. Pengene vil gå til at hjælpe danske cykeltalenter i deres kamp for at komme med til Tour de France.
