Da de italienske myndigheder stoppede Andrea Piccolo, havde han angiveligt pakket tasken med noget, der nu har fældet ham som cykelrytter.
Den 23-årige EF Education-EasyPost-italiener er i hvert fald blevet sparket ud af sit mandskab, der har revet kontrakten over med øjeblikkelig virkning.
Grunden er, at han angiveligt skulle have forsøgt at transportere væksthormoner.
Det forklarer EF i en udtalelse, som du kan læse i sin fulde længde i bunden af artiklen.
'21. juni blev Andrea Piccolo stoppet af italienske myndigheder med mistanke om at transportere væksthormoner, da han var på vej ind i landet. Vores organisation vil samarbejde fuldt ud med enhver undersøgelse af sagen, og vi opfordrer Andrea til at være åben og ærlig med antodopingmyndighederne,' fremgår det.
Samtidig afslører holdet, at det ikke er første gang, italieneren bringer sig selv i den dum situation.
I marts blev han suspenderet internt på mandskabet og fik suspenderet sin løn, da han 'tog en sovepille, som ikke var blåstemplet af holdet, selvom den var lovlig,' skriver EF.
Dengang orienterede man det Internationale Cykelforbund (UCI) med det samme, men grundet særlige omstændigheder omkring Piccolos kontrakt, var det ikke muligt at slutte samarbejdet med ham dengang.
Siden da har han kørt Giro d'Italia, hvor han udgik på 19. etape.
Det blev som bekendt hans sidste løb for holdet, der også tæller Michael Valgren i sine rækker.

