Det tegnede umiddelbart ikke godt i forvejen.

Nu bekræfter Frankrigs sportsminister Roxana Maracineanu, at cykelløbet Paris-Roubaix, der skal køres 11. april, risikerer at blive udskudt på grund af coronakrisen i det nordlige Frankrig, hvor løbet køres.

Det fortæller ministeren til radiostationen France Info, beretter AFP med argumentet om, at løbet er placeret i en region, hvor der er et reelt sundhedsproblem.

Allerede tirsdag berettede flere medier, herunder Le Parisien om, at begivenheden bliver udskudt.

Philippe Gilbert vandt Paris-Roubaix i 2019. Løbet er ikke blevet afviklet siden, da det blev aflyst i 2020 på grund af coronapandeminen.
Philippe Gilbert vandt Paris-Roubaix i 2019. Løbet er ikke blevet afviklet siden, da det blev aflyst i 2020 på grund af coronapandeminen. FRANCOIS LO PRESTI

Den nordlige del af Frankrig er hårdt ramt af coronavirus, hvor der blandt andet er mange syge til for få hospitalssenge.

Umiddelbart er der lagt op til, at Paris-Roubaix derfor afvikles sidst på sæsonen, som netop er blevet forlænget til 31. oktober af Den Internationale Cykelunion (UCI) for netop at give plads til løb, der eventuelt måtte rykkes på grund af pandemien.

Derfor ligner søndag 24. oktober og søndagen en uge efter lige nu oplagte muligheder.

Sidste gang, Paris-Roubaix blev afviklet, var i 2019, da man sidste år måtte opgive at afholde løbet.

I skrivende stund er Frankrig hårdt ramt af coronapandemien. For nylig blev der annonceret en fireugers nedlukning i store dele af landet, herunder Paris, hvor den påbegyndte i lørdags.

Paris-Roubaix var sat til at starte i byen Compiègne uden for den franske hovedstad.

/ritzau/AFP