En kænguru forvildede sig ind på vejen, da sidste etape af det australske World Tour-løb Tour Down Under blev kørt søndag, og det gik hårdt ud over cykelrytteren Mikkel Bjerg.

Den danske hjælperytter på storholdet UAE Emirates kolliderede med kænguruen og har blandt andet pådraget sig et brud på en knogle i hånden.

Det oplyser hans hold til DR Sporten.

- Mikkel havde en kollision med en kænguru, som løb ind på vejen. Han udgik af løbet og blev tjekket af lægerne. Han har et brud på akromioklavikulærleddet og et brud på hånden, oplyser UAE Emirates til DR Sporten.

Flere andre ryttere måtte også en tur i asfalten, da kænguruen forvildede sig ind i cykelfeltet med cirka 95 kilometer til mål.

Blandt andre Mikkel Bjergs holdkammerat Jay Vine blev forsinket af det særprægede optrin, men australieren lykkedes alligevel med at vinde løbet samlet.

- Alle spørger mig altid, hvad der er det farligste i Australien, og jeg svarer altid, at det er kænguruer, fordi de ligger på lur i buskene og springer ud mod dig, sagde Jay Vine efter etapen.

UAE har ifølge DR Sporten ikke givet noget bud på, hvor længe Mikkel Bjerg kan forventes at skulle holde pause.

/ritzau/