Michael Skelde undersøger lige nu mulighederne for at starte et cykelhold fra bunden af, men det er ikke givet, at det kommer til at ske. Der er dog en anden mulighed for et comeback til sporten for Skelde.

Den tidligere boss for CULT-Stölting-holdet medvirkede fredag i en artikel i Horsens Folkeblad, som bt.dk citerede, og i den fortalte han om et initiativ til at starte et nyt, dansk cykelhold sammen med Søren Vig fra Cycling Horsens.

Det er ikke hundrede procent sikkert, at det ender med at blive til noget, siger Michael Skelde nu til bt.dk.

»Der er ikke taget nogen beslutning om, hvorvidt vi starter et hold. Vi afsøger mulighederne for, om det kan lade sig gøre, men i undersøgelsesperioden er jeg ikke afvisende over for at blive en del af et andet hold, så længe det værdsætter talentudviklingen lige så meget som mig selv. Sandsynligheden for, at jeg begynder hos et andet hold, er lige så stor,« siger Michael Skelde.

Hvis Michael Skelde bliver en del af et cykelhold igen, så er der formentlig mange, som vil være glade for den nyhed. Skelde er anerkendt for sine evner udi talentudvikling i de tohjuledes verden.

Selvom landingen efter fyringen fra Stölting-holdet har været hård, så cykler han stadig rundt med idéer under cykelhjelmen til, hvordan de yngste - og egentlig også lidt ældre - ryttere bliver sikret den bedste udvikling.

»Jeg føler, at vi (Michael Skelde og konen Christa) har stået for en form for nytænkning (på CULT-holdet, red.), og i den proces har jeg set, hvor meget 'HR-delen' omkring et hold betyder. Arbejdet med menneskerne, som alle er forskellige og derfor ikke skal håndteres på samme måde, er virkelig noget, som har været enormt givende for mig over de seneste år. Det giver mig energi, og her tror jeg, at der stadig er plads til lidt nytænkning i sporten,« siger Michael Skelde.

Skeldes sidste halvår år med CULT-holdet var udmattende på mange fronter. Ikke nok med at konen Christa var sygemeldt med stress, så brugte Michael Skelde også det meste af sommeren på at finde en ny medsponsor. Det lykkedes med tyske Stölting Group GmbH.

Desværre mundede samarbejdet ud i, at Skelde fik sparket i december kort tid efter, at CULT-grundlæggeren Brian Sørensen havde trukket sit sponsorat for 2016-sæsonen.

Michael Skelde har ikke haft tiden til at pleje netværket i det sidste lange stykke tid med CULT-holdet. Erhvervsnetværket i og omkring Horsens og Aarhus betød ellers meget for Skeldes succes, og derfor agter han også at give tilbage på den front.

Michael Skelde skal i den forbindelse stå for alt det praktiske ved UCI-løbet Grand Prix Horsens Posten til sommer, og så engagerer han sig i erhvervscykelklubben Connecting Business and Bike med cirka 100 medlemmer.

Og så må vi se, hvordan Michael Skelde gør comeback til sporten. Lysten til det er i hvert fald stadig intakt.