I løbet af natten har Michael Mørkøv haft feber, oplyser hans hold. Derfor er han ikke til start på 7. etape.

Årets Giro d'Italia er slut for Michael Mørkøv.

Den danske Quick-Step-rytter har haft feber i løbet af natten til fredag, og derfor har han trukket sig forud for 7. etape.

Det oplyser hans hold på Twitter.

- Efter anbefaling fra holdets medicinske stab starter Michael Mørkøv ikke dagens Giro-etape, efter at han har udviklet feber over natten.

- Alle hos Quick-Step ønsker Michael hurtig bedring, skriver holdet på Twitter.

Michael Mørkøv har været med til Giro d'Italia for at agere leadoutman for sprinteren Mark Cavendish, og det samarbejde har en enkelt gang ført til etapesejr i årets første grand tour.

På 3. etape kørte han briten frem til en lang spurt, hvor Arnaud Demare (FDJ) og Fernando Gaviria (UAE) blev sat til vægs.

Det er ikke nogen overraskelse, at Michael Mørkøv på et eller andet tidspunkt skulle trække sig fra årets Giro d'Italia.

Holdet regner således med ham som leadoutman for hollænderen Fabio Jakobsen til årets Tour de France, som bliver skudt i gang i Danmark i begyndelsen af juli.

Han har tidligere selv fortalt, at han kun skulle være med i Giro d'Italia i de første 13 dage, så han slap for at køre de helt hårde bjergetaper. Han ville derfor trække sig for at få den optimale forberedelse til Tour de France.

Michael Mørkøv betragtes som en af de allerbedste i leadoutdisciplinen, hvor det handler om at sætte høj fart og tage vinden for sin sprinter, som i jagten på sejr derefter skruer tempoet yderligere op frem mod målstregen.

/ritzau/