Jakob Fuglsang har strammet op på sin kost i et 2019, hvor han har været en af de største profiler i feltet.

Jakob Fuglsang har med flere topplaceringer været en af de stærkeste ryttere i det internationale cykelfelt i 2019.

Den 34-årige Astana-dansker forklarer, at han i denne sæson har fulgt en meget streng kostplan i det daglige og under løbene.

Tidligere er han kommet til at sulte sig selv, og han er derfor endt med at putte noget forkert i munden.

- Jeg har altid ment, at jeg havde styr på tingene, men jeg har bare ikke været fuldt bevidst om, hvad der skal til for at kunne præstere 100 procent, siger Jakob Fuglsang til Ekstra Bladet.

Den nye diæt betyder, at han spiser flere kulhydrater end tidligere i form af pasta, ris og kartofler.

Når han spiser, tager han hellere lidt ekstra ris eller pasta frem for et ekstra stykke kylling, hvis maven skriger på mere.

Tidligere oplevede Jakob Fuglsang, at han kunne gå lidt sukkerkold på sine træningsture, og det betød, at han straks efter træningen røg i køleskabet og spiste noget forkert. Det kunne være kiks, chokolade eller riskager med honning.

- Nu fylder jeg mere på under træning og kan så spise mere fornuftigt, når jeg kommer hjem, forklarer han.

Da han i april vandt forårsklassikeren Liége-Bastogne-Liége, var der også lagt en præcis kostplan for løbet.

Time for time var det nøje afstemt, hvor mange kulhydrater han skulle indtage under løbet, der blev afviklet i regn og kulde.

- Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle spise, selv om jeg måske ikke var sulten eller tørstig, siger han.

- Det er meget let at begå fejl i et løb som Liége-Bastogne-Liége, hvor det er koldt, og hvor man har handsker og regnjakke på, og derfor ikke så let kan få fat i sin energibar i lommen. Så er det let at springe over, men der kommer med sikkerhed en regning, der skal betales.

Søndag indleder Jakob Fuglsang forsvaret af sidste års sejr i etapeløbet Critérium du Dauphiné. Det franske etapeløb bruges af flere ryttere som en forberedelse til Tour de France.

/ritzau/