Jonas Vingegaard blev pludseligt centrum for en massiv mediestorm, da hans hustru tog bladet fra munden under Tour de France.

På løbets andendag stod Trine Marie Vingegaard Hansen frem i et efterhånden storomtalt interview i Politiken, hvor hun langede ud efter Visma-Lease a Bike og frygtede for sin mand.

Men på trods af det store mediekaos, der fulgte efter udgivelsen af interviewet, peger intet mod, at Vingegaard-parret er ærgerlige over det, der kom frem. 

Tværtimod, fortæller Christian Heide-Jørgensen, der er sportsredaktør på Politiken i podcasten 'Debat i Feltet'.

»Jeg har indtryk af, at de mener det, der er blevet sagt – i hvert fald fra hans hustru. Og Jonas Vingegaard er nok nogenlunde i synk med det, for han aldrig har sagt, at noget af det, hun sagde i interviewet, er forkert,« fastslår han og understreger, at interviewet må være afstemt mellem cykelrytteren og hans hustru.

I det opsigtsvækkende interview kritiserede Trine Marie Vingegaard Hansen blandt andet Visma-Lease a Bike for at presse cykelstjernen for meget i forhold til familiens hverdag.

»Når jeg kender Jonas, vil jeg sige, at man presser citronen for meget nu. Jeg er bange for, at han brænder sit lys i begge ender. Der er så meget rejseaktivitet. Han er en fyr, der skal have lidt mere ro omkring sig og lade lidt mere op,« siger hun.

Læs mere om det her.