Jonas Vingegaards holdkammerat Nathan Van Hooydonck har været involveret i en meget alvorlig trafikulykke. 

Det skriver det belgiske medie HLN og Sporza. Han meldes i livsfare. 

Ulykken skete tirsdag morgen i forstaden Kalmthout, der ligger lidt uden for den belgiske by Antwerpen, da chaufføren, der altså meldes af belgiske medier at være lig med Hooydonck, pludselig kørte over et kryds og ramte ind i fem biler. 

Ved siden af ham sad hans gravide kone, der slap for alvorlige skader, lyder det.

Det formodes, at Hooydonck muligvis har fået et ildebefindende bag rattet. Medierne skriver, at han måtte genoplives på stedet og genvandt bevidsthed. 

Belgieren blev herefter fragtet til hospitalet og situationen er fortsat meget alvorlig. Billeder fra ulykken viser svære skader på flere biler. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jumbo-Visma omkring ulykken, der foregik cirka 8.30 tirsdag.

27-årige Nathan Van Hooydonck har netop kørt Tour de France sammen med den danske stjerne Jonas Vingegaard. 

Hans hold er lige nu i Spanien for at køre Vuelta, og de er blevet informeret om ulykken forud for dagens etape.