En kæmpe fusion kan være på vej i cykelverdenen.

Og den involverer den danske Tour de France-vinder Jonas Vingegaard.

Danskerens arbejdsgiver, Jumbo-Visma, er nemlig på vej til at fusionere med det belgiske storhold Soudal Quick-Step, skriver det normalt velinformerede hollandske cykelmedie WielerFlits.

Ifølge mediet fusionerer de to hold således i løbet af 2024 efter at have startet forhandlingerne allerede i sommer.

Jonas Vingegaard, Sepp Kuss og Primoz Roglic blev nummer ét, to og tre i årets Vuelta.
Jonas Vingegaard, Sepp Kuss og Primoz Roglic blev nummer ét, to og tre i årets Vuelta. Foto: Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ingen af holdene har dog ønsket at kommentere historien, der ramte cykelverdenen søndag aften.

Quick-Steps holdchef, Patrick Lefevre, siger følgende til Sporza:

»I må tænke, hvad I vil. Ingen kommentar. Beklager,« lyder det kort fra cykelbossen.

Hvis den store fusion bliver en realitet, får det nye storhold lidt af et luksusproblem på rytterfronten.

Remco Evenepoel kan meget vel blive holdkammerat med Jonas Vingegaard.
Remco Evenepoel kan meget vel blive holdkammerat med Jonas Vingegaard. Foto: Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jumbo-Visma har nemlig hele 27 ryttere på kontrakt, mens Quick-Step har 23. Heriblandt den tidligere belgiske verdensmester Remco Evenepoel, der dermed kan blive holdkammerat med Jonas Vingegaard.

Ifølge WielerFlits kommer der ligeledes til at ske ændringer i ledelsen.

Jumbo-Vismas holdchef, Richard Plugge, bliver blandt andet administrerende direktør, ligesom Patrick Lefevre får en rolle som medlem af bestyrelsen.

Jonas Vingegaard og resten af Jumbo-Visma-mandskabet har haft et forrygende år, hvor det er blevet til sejr i både Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a Espana.