Når denne sæson slutter, er det også slut for Mark Cavendish.

For den britiske cykelrytter har netop meddelt på et pressemøde, at han stopper karrieren, når året går på hæld.

Det skriver flere medier, herunder Cyclingnews.

Briten har været professionel i 18 år, og tilbage i januar skrev han under på en etårig kontrakt med Astana Qazaqstan.

Lige nu deltager han i Giro d'Italia, og det er på mandagens hviledag, at han har fortalt pressen om sin beslutning.

»Jeg har elsket hver kilometer af dette løb indtil videre, så jeg føler, det er det perfekte tidspunkt at fortælle, at årets Giro d'Italia bliver min sidste, og at 2023 bliver min sidste sæson som professionel cykelrytter.«

Den 38-årige brite havde sin kone og parrets børn med ved mandagens pressemøde, og her fortalte han, at hans plan er at køre Tour de France for sidste gang i år.

»Cykelsporten har været mit liv i over 25 år. Jeg har udlevet en kæmpe drøm. Cyklen har givet mig mulighed for at se verden og møde fantastiske mennesker – mange af dem er jeg stolt af at kunne kalde mine venner.«

»Jeg elsker sporten mere, end I kan forestille jer, og jeg kan ikke se mig selv lave noget, der er langt fra den. Når du forstår, det ikke er for evigt, er det nemmere at nyde hver følelse, sporten har at tilbyde.«

Mark Cavendish står i karrieren noteret for i alt 161 etapesejre – de 34 af dem har været i Tour de France.

Han deler rekorden for flest sejre i verdens største cykelløb med legendariske Eddy Merckx, men han har altså mulighed for at sende sig selv alene i front på listen, når årets Tour de France inden længe finder sted.