Den britiske sprinter Mark Cavendish skal i 2020 køre for Bahrain-Merida efter fire år hos Dimension Data.

Selv om han efterhånden er i karrierens efterår, så er Mark Cavendish endnu ikke færdig som professionel cykelrytter.

Fredag meddeler Bahrain-Merida, at den britiske sprinter tørner ud for holdet i 2020.

Mark Cavendish skifter til Bahrain-Merida efter fire år hos Dimension Data.

- Man kan sige, at det er en drøm, der går i opfyldelse, siger briten om skiftet til Bahrain-Merida på holdets hjemmeside.

- Jeg kan ikke vente med at møde mine nye holdkammerater, og gøre alt hvad jeg kan for opnå den succes, jeg ved er på vej.

34-årige Cavendish er en af de mest vindende cykelryttere nogensinde.

Hele 30 gange er han kommet først over stregen på en Tour de France-etape, ligesom det er blevet til 15 etapesejre i Giro d'Italia.

I 2011 vandt han VM-guld i København.

I alt er Mark Cavendish noteret for 146 professionelle sejre i karrieren. De seneste år har der dog været langt mellem triumferne.

Britens seneste sejr kom i februar 2018 i Dubai Tour. Før den skal man tilbage til februar 2017 for at finde en sejr.

Sidste gang, Mark Cavendish viste sig frem i de helt store løb, var i 2016, hvor han vandt fire etaper i Tour de France.

/ritzau/