I den glade juletid skal vi huske at mindes hinanden. Derfor har BT bedt fem profiler fra sportens verden om at skrive julekort til læserne. De fem udvalgte fortæller om året, der gik, og året, der kommer, om drømme, ambitioner og udfordringer. I dag er det den 24-årige professionelle cykelrytter Magnus Cort Nielsen


Hej Danmark

»Jeg håber, I har haft et dejligt år.«

»Her fra basen i Girona må jeg sige, at det for mit vedkommende har været op og ned. Resultatmæssigt har det egentlig været fint nok. Jeg fik et par sejre tidligt på sæsonen, og jeg stak næsen frem til VM. Det var fandme tæt på, synes jeg! Det kunne godt være blevet til en regnbuetrøje.«

»Desværre blev min sæson afbrudt af det nok værste styrt, jeg har haft. Det var i Yorkshire i England i slutningen af april. Vi var ikke langt fra mål, og etapen skulle afgøres i en spurt, så farten var høj. Pludselig svingede der en rytter ind i min bane. Han kørte tværs igennem mit forhjul og klippede det fuldstændigt.«

»Jeg havde folk på begge sider og også bag mig, så jeg kunne intet gøre. Da jeg røg ned, var der nogle ryttere bag mig, der også kørte ind i mig. Så det var en kombination af flere ting. Dels at styrte med 60-70 kilometer i timen uden at røre bremsen og samtidig blive ramt af folk, som landede oven på en. Så slår man sig en del.«

»Jeg brækkede kravebenet flere steder, så jeg fik sat en plade ind, men så var det egentlig stabilt. Det værste var de ribben, jeg brækkede og fik trykket. Det tog længere tid at komme sig over, for det gjorde mig fuldstændigt stiv i overkroppen. Jeg havde bare lyst til at blive i samme position hele tiden. Det var svært at komme ned og ligge i sengen, og endnu sværere at rejse sig, når man havde en arm, man ikke kunne bruge. Jeg var først tilbage fem uger senere.«

Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

»Min ambition i det nye år er at vinde nogle flere cykelløb. Det er blandt andet derfor, jeg har valgt at skifte til Astana. De har lovet, at de vil give mig nogle chancer for at køre spurter og finaler. Jeg tror, at vi passer godt sammen. De vil gerne have min ryttertype i truppen, og jeg var også ude og søge efter et hold, hvor jeg kunne få lov at køre min chance lidt mere. På Orica bliver der mere og mere fokus på at køre klassement, og det var også det, der mange gange kom til at stå i vejen for mig i den sæson, der er gået.«

»Så i den nye sæson hedder det Astana. Der skal jeg vinde nogle af de spurter, hvor de helt store drenge ikke er med, og så håber jeg, at jeg skal køre Tour de France. Det bliver i givet fald nok som hjælper for Jakob Fuglsang, men det er virkelig et løb, jeg godt kunne tænke mig at køre. Jeg er som udgangspunktet med i den store bruttotrup. Der er selvfølgelig stadig sindssyg lang vej derhen, men jeg håber, at jeg i foråret kan bevise, at jeg skal med på det hold.«

»Jeg lader op i de bedste rammer hjemme på Bornholm. Der skal julen fejres hos mine forældre. Anden juledag har vi en stor familiejulefrokost, hvor vi først går en tur et eller andet sted på Bornholm og bagefter kører hjem og spiser sammen. Det er meget traditionsrigt og rigtig hyggeligt. Jeg får blandt andet set mine fætre, som jeg ellers ikke ser så tit længere, fordi jeg bor i Spanien, og de bor i København. Så det er altid hyggeligt at blive genforenet på den måde.«

»Jeg håber også, I bliver forenet med jeres kære i julen.«