Efter at have siddet i udbrud på næsten hele etapen vandt Magnus Cort 5. etape i Binckbank Tour.

Lanaken. Cykelrytteren Magnus Cort (Astana) sejrede fredag endnu en gang på World Touren.

I belgiske Lanaken var Cort hurtigst, da 5. etape af Binckbank Tour skulle afgøres. Danskeren åbnede selv spurten og kom først over målstregen.

Det var resultatet af en lang og hård dag i udbrud for den 25-årige dansker, der tidligere på sommeren vandt en etape i Tour de France.

Cort sad med i et firemandsudbrud gennem næsten hele etapen i det hollandsk-belgiske etapeløb.

Her havde han selskab af Alexis Gougeard (AG2R), Jonas Rickaert (Sport Vlaanderen-Baloise) og Julius van den Berg (Cannondale).

Med 100 kilometer tilbage var forspringet på tre minutter, og selv om forspringet siden blev lidt mindre, holdt det sig over to minutter frem til den afsluttende del.

Det var først på de sidste 13 kilometer, at forspringet kom under to minutter. Feltet kæmpede for at hale ind på frontgruppen, hvor Cort tog stort ansvar og trampede hårdt i pedalerne.

Seks kilometer før mål syntes feltet at have indstillet jagten, så sejren blev overladt til en af de fire udbrydere.

Her mistede 24-årige Jonas Rickaert sin mulighed for at vinde, da han fik en defekt og samtidig kørte ind i sin mekanikers bil, da han skulle stoppe for at få defekten fikset.

Dermed havde Cort nu kun to konkurrenter.

Magnus Cort åbnede spurten, og konkurrenterne blev hurtigt sat med en hjullængde. Cort holdt kadencen og trillede først over målstregen i Lanaken.

Det var Corts fjerde etapesejr på World Touren. Foruden fredagens sejr og Tour de France-etapesejren har han to gange vundet en etape i Vueltaen.

Sejrslisten tæller ni andre sejre i cykelløb på lavere niveau, heriblandt fire etaper i PostNord Danmark Rundt.

/ritzau/