Efter ni års sejrstørke susede en dansker atter først over målstregen på en Tour de France-etape.
Det sørgede 25-årige Magnus Cort for på 15. etape af sommerens franske rundtur, og derfor er bornholmeren naturligvis nomineret til årets B.T. Guld.
Og det er da også den 22. juli, der stikker ud, når Astana-danskeren skuer tilbage på sit 2018.
»Det er selvfølgelig min Tour de France-etape, der først dukker op, når jeg ser tilbage på året. Det er der ikke nogen tvivl om. Det er er det største, der er sket i min karriere,« lyder det fra Magnus Cort, da B.T. fanger ham midt i en køretur på vej hjem fra træningslejr i Calpe.
»Der dukker mange billeder op i mit hoved, når jeg tænker på den dag. Selvfølgelig står det øjeblik, hvor jeg kører ind over målstregen, helt klart.«
»Men der er også flere vigtige situationer ude på ruten, som jeg husker tydeligt. Der var jo et enkelt bjerg, vi skulle hen over.«
Og netop turen op ad bjerget, Pic de Nore, blev vigtig for Corts store triumf.
»Da vi kom hen over det bjerg, vidste jeg godt, at jeg sad med en reel mulighed for at vinde etapen. Inden bjerget sad vi jo nærmest 20 mand i udbruddet, og der var flere ryttertyper, der lignede mig. Peter Sagan og Greg van Avermaet var der jo, og det er ikke nemme folk at sætte, og de ville bestemt heller ikke være sjove at dyste mod i en finale.«
»Men da vi var kommet hen over stigningen, var Majka i front, og lige bag ham sad vi en seksmandsgruppe med mig og Michael Valgren. Og jeg var ikke i tvivl om, at vi nok skulle hente Majka,« fortæller Magnus Cort.
Og gruppen fik halet den polske bjergged ind, og med 10 kilometer til målstregen i Carcasonne rykkede Jon Izaguirre (Bahrain-Merida), Bauke Molema (Trek-Segafredo) og Margnus Cort fra udbrudskompagnonerne. Og herfra kunne danskeren i den grad dufte sejren.
»Nej, jeg var ikke i tvivl om, at jeg var den stærkeste. Allerede da vi sad syv mand, vidste jeg godt, at jeg ville være klart den stærkeste i en spurt. Og da vi så ender med bare at sidde tre mand, så SKULLE jeg bare vinde. Der var simpelthen ingen andre muligheder. Alt andet ville være et nederlag.«
Magnus Cort svigtede ikke - og med sit sprinterinstinkt plantede han konkurrenterne 100 meter fra målstregen i Carcasonne. Og så var karrierens hidtil største triumf i hus.
Og etapesejren har bestemt rykket noget for den blonde dansker.
»Nu starter jeg mit andet år hos Astana, og med den etapesejr er jeg nok rykket et par trin op i hierakiet. Jeg havde allerede i den forgangne sæson god plads til at prøve mig selv af, og det får jeg ihvertflad ikke mindre af i den nye sæson.«
»Også fordi Valgren ikke længere er der,« tilføjer Magnus Cort med et lille grin.
Og blandt konkurrenterne er respekten for den eksplosive bornholmer også vokset i kølvandet på Tour-triumfen.
»Jeg tror, at de er blevet lidt mere opmærksomme på mig - men jeg tror også, at de kendte mig før Tour-sejren. Hvis det var et terræn, der passede til mig, så tror jeg, at modstanderholdene sad i holdbussen og sagde 'hold lige øje med Magnus'. Og det gør de måske i endnu højere grad i den nye sæson,« siger han.
Og det er en om muligt endnu mere sulten Magnus Cort, der nu stirrer ind i et nyt år, en ny sæson og nye mål. Til at starte med handler det om foråret.
»I første omgang bliver det brostensklassikerne og Milano-Sanremo, som bliver mit største enkeltstående mål i forårssæsonen. Og jeg tror, at det bliver mig, som holdet satser på i de løb. Det har vi ikke helt snakket om endnu, men det tror jeg, det bliver.«
Og så skal du vel køre Tour de France igen til sommer?
»Ja, det er planen. Jeg tror, det bliver samme koncept som sidst, hvor vi kører for Jakob (Fuglsang, red.), men hvor der er også er etaper, hvor vi andre får lov at prøve os af.«
Og du gentager etapesejren?
»Ja, selvfølgelig...haha. Det ville bestemt ikke være dårligt.«
