»Hver gang jeg kørte cykelløb, fik jeg bare tæv. Jeg fik en røvfuld, og jeg havde ingen tro på tingene længere.«

Mads Würtz Schmidt holder en pause og fortsætter.

»Min første tanke var altid: 'Hvornår bliver jeg sat? Det er jo bare et spørgsmål om tid, før jeg ikke kan køre med længere'.«

Med de ord beskriver den 24-årige Katusha-rytter et horribelt forår. Faktisk virker det surrealistisk og hamrende usandsynligt, at Mads Würtz Schmidt få måneder senere skulle gøre sig markant bemærket under Tour de France 2019. MADS WÜRTZ LAVEDE EN VIDEODAGBOG TIL B.T. UNDER TOUR DE FRANCE. DU KAN SE DEN I TOPPEN AF ARTIKLEN.

Danskeren har indvilliget i at fortælle B.T. om sin sæson, hvor han startede helt nede under gulvbrædderne, men genfandt sine ben og troen på sig selv. Undervejs retter han også skarp kritik mod sin arbejdsgiver, Katusha, hvor uvisheden og de sportslige beslutninger har haft negativ indvirkning på holdet.

Mads Würtz Schmidt tog hul på 2019 ved at være helt ude af form. Det skyldtes en knæskade, han pådrog sig sidste vinter.

Derfor måtte han springe træningen over i december.

»I foråret kæmpede jeg for at finde en form, der var god nok til at køre cykelløb. Det kunne jeg bare ikke.«

Alt for tidligt besluttede Katusha at sende Würtz til løb, selv om han ikke var klar. Derfor blev han nærmest konstant syg, da han vendte tilbage fra løb i årets første måneder.

»Det var en ond cirkel. Jeg blev bare dårligere og dårligere af at køre løb, fordi jeg blev syg, hver gang jeg kom hjem,« forklarer Mads Würtz Schmidt, der blandt andet døjede med influenza.

Indtil Tirreno-Adriatico sidst i marts stod det skidt til.

Så lysnede det for danskeren, men sidst i april blev han syg igen, da han kørte Romandiet Rundt, og måtte droppe Giro d'Italia.

Mads Würtz Schmidt (længst til højre) under femte etape af Tour de France, hvor han efter eget udsagn kørte med kuldegysninger.
Mads Würtz Schmidt (længst til højre) under femte etape af Tour de France, hvor han efter eget udsagn kørte med kuldegysninger. Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

»Jeg var pissetræt af det hele, og der var ikke noget, jeg hellere ville, end at køre stærkt på cykel,« fortæller Mads Würtz Schmidt.

»Det var en lang kamp, også med mig selv. Jeg begyndte at tvivle på mig selv. Om jeg kunne finde ud af at køre på cykel, om jeg lige pludselig havde mistet det hele. Jeg gjorde alle de rigtige ting for at være der, men det var jeg bare ikke.«

Var det den hårdeste periode som World Tour-rytter?

»Ja, helt klart.«

Sygdomsperioden efter Romandiet Rundt blev den sidste for Mads Würtz Schmidt, som blev en måned i Danmark for at træne. Det blev vendepunktet.

Derfra kørte han så godt, at han blev udtaget til Tour de France.

Et løb, som han kørte for første gang i karrieren.

MADS WÜRTZ LAVEDE EN VIDEODAGBOG TIL B.T. UNDER TOUR DE FRANCE. DU KAN SE DEN I TOPPEN AF ARTIKLEN.

»Det var sindssygt fedt og en helt ny oplevelse,« siger Mads Würtz Schmidt om løbet, hvor han gjorde en god figur.

Han endte som en af de ryttere, der var allermest i udbrud, og fik på den måde vist sig frem.

Særligt én dag har sat sig fast i danskerens bevidsthed. Der var femte etape i Alsace-området.

»Der stod danskere hele vejen langs ruten, mens jeg sad i udbruddet. Der var så mange, der råbte og heppede på mig. Den dag var en kæmpe oplevelse, og jeg kørte med kuldegysninger det meste af vejen,« fortæller Mads Würtz Schmidt.

»Det var bare så stort at have muligheden for at vise sig frem foran en masse danskere, der måske ikke vidste før, hvem jeg var.«

Men at køre 3.365 kilometer på tværs af Frankrig er ikke kun fryd og gammen.

I år var omstændighederne helt specielle hos danskerens arbejdsgiver, Katusha. Kort før Tour-starten fik rytterne nemlig at vide, at to hovedsponsorer, Alpecin og Canyon, ville trække sig.

Derfra var det uvist, hvad der skulle ske med holdet.

Mads Würtz Schmidt kørte Tour de France for første gang i karrieren.
Mads Würtz Schmidt kørte Tour de France for første gang i karrieren. Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

»Det fyldte meget under løbet, os ryttere snakkede om det hele tiden,« siger Mads Würtz Schmidt, der fortæller, at rytterne skulle have fået noget at vide under løbets første hviledag.

Men det skete aldrig.

»Vi havde møder på hviledagene, hvor der blev stukket til vores chef på holdet om, hvad fanden der skete. Der var en ret hård tone fra rytterne mod ham, men han kunne ikke fortælle noget.«

Tirsdag den 15. oktober, hvor interviewet fandt sted, havde rytterne stadig intet fået at vide.

Officielt er det meldt ud, at Israel Cycling Academy overtager Katushas World Tour-licens, og holdene fusionerer.

Dermed bliver to cykelhold til et, og det betyder, at flere ryttere skal sorteres fra.

»Det er det eneste, vi ved. Vi har intet fået at vide om, hvornår der er træningslejr, vi ved ikke, hvilke ryttere der kommer med på holdet, ud over dem, der allerede er offentliggjort. Vi ved ikke, hvad udstyr vi skal køre på, eller hvem der bliver sportsdirektør,« forklarer Mads Würtz Schmidt, der ikke har fået nogen udmelding om, hvorvidt han får en plads på det nye cykelhold.

»Jeg snakker med min sportsdirektør, som om vi har en plads. Men jeg har ikke fået nogen mail eller andet.«

Hans personlige fremtid bekymrer ham dog ikke.

»Jeg har lært at tænke 'whatever' og trække på skuldrene. Jeg forsøger at være ligeglad og koncentrere mig om mit eget,« fortæller han.

Men uafklaretheden på hele holdet er langtfra det eneste, der ikke har været optimalt på Katusha i år.

»Der har været mange ting galt med Katusha i år og sidste år (...) Sådan nogle ting starter ofte i toppen. Når en rytter som Kittel ikke har præsteret, er det, fordi vores managere og sportsdirektører ikke har været gode nok til at presse ham og motivere ham på den rigtige måde,« siger Mads Würtz Schmidt om den tyske supersprinter, der fik ophævet sin kontrakt og stoppede karrieren tidligere på sæsonen.

»Og når ens kaptajn (Ilnur Zakarin, red.) ikke leverer og bare virker ligeglad, så går der en stemning ned igennem holdet (...) Der har været en halvtræls kultur på holdet.«

Igen peger Würtz på den sportslige ledelse på Katusha, der ifølge danskeren har truffet en række 'dumme beslutninger'. Alt dette har skabt en ond cirkel, som holdet har haft svært ved at komme ud af.

»Der kom en generel holdning om, at vi kørte om ingenting. At andre kørte meget stærkere end os og var meget bedre, og det er de jo egentlig ikke,« siger Mads Würtz Schmidt, der byder forandringen med Israel Cycling Academy velkommen.

Utilfredsheden har da også fået danskeren til at overveje at finde sig en anden arbejdsgiver. Men det er slet ikke aktuelt, for han er faktisk fantastisk glad for at være på holdet alligevel.

»Jeg har været rigtig glad for at være her i år. Jeg får sindssygt meget støtte og opbakning. Holdet tror virkelig på mig og tror, at jeg kan blive lige så god som Michael Valgren, Magnus Cort eller Mads P.,« siger Mads Würtz Schmidt.

»Så selv om alt udenom kan ligne noget lort, er jeg egentlig et sted, hvor jeg har det rigtig godt, og folk virkelig tror på mig. Det er derfor, jeg heller ikke ledte efter et andet hold, da min kontrakt udløb i 2018. I stedet forlængede jeg her.«

Også på den personlige front er Mads Würtz Schmidt en lykkelig mand. På trods af den hårde sæsonstart, der satte sig i psyken hos den unge cykelrytter, vil han huske tilbage på 2019 som et rigtig godt år. Det var også her, han friede til sin kæreste, Louise, og parret skal giftes i 2020.

»Hun har været vigtig for mig. Også i starten af året, hvor det gik rigtig dårligt for mig, og jeg havde det svært. Hun kunne få mig til at smile og blive glad igen, når jeg kom hjem fra træning og havde det ad helvede til.«