Mads Pedersen er færdig ved dette års Giro d'Italia.

'Vi må desværre meddele, at Mads Pedersen ikke kommer til start ved dagens etape,' skriver Trek-Segafredo.

Det skyldes, at danskeren har været ramt af sygdom.

'Han havde en hård nat med hoste. Han vågnede her til morgen med ondt i halsen og infektion i luftvejene, og han er ikke klar til at køre,' skriver holdet desuden.

Mads Pedersen vandt sjette etape af løbet, og han var en af favoritterne til at tage pointtrøjen.

Med etapesejren skrev han dansk cykelhistorie, da han dermed fuldførte sit grandtour-hattrick med etapesejre i både Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España.

Sejren var Mads Pedersens tredje triumf i år, efter han vandt en etape i Paris-Nice og en etape i Etoile de Bessèges.

Da han tog etapesejren, skrev han sig ind i cykelhistorien som den blot anden dansker nogensinde til at udføre den bedrift. Siden vandt også Magnus Cort en etape i Giroen og blev den tredje dansker med sejre i alle grand tours.

Jesper Skibby præsterede cykelsportens hattrick i 1980erne og 1990erne, og nu har to danskere mere altså gjort det samme godt tre årtier senere.

I juli 2022 vandt Mads Pedersen en etape i Touren, og det blev senere samme år også til tre etapesejre i Vueltaen.

Dermed gjorde 27-årige Mads Pedersen det på væsentlig kortere tid end Skibby, hvor der gik lidt over fire år imellem grand tour-sejrene – fra maj 1989 til juli 1993.