Hjemme i Holbæk er huset stadig ikke solgt.

Kriser skelner ikke mellem, om man er cykelstjerne eller ej, og det får Mads Pedersen nu at mærke med villaen i Danmark, som ikke er solgt efter syv måneder på markedet.

Til gengæld er den 27-årige eksverdensmester rykket til Schweiz med hustruen Lisette, og det har været godt for parret.

»Jeg har mindre at se til, end jeg har i Danmark. Det er jo også en af grundene til, at vi er flyttet,« siger Mads Pedersen.

Mads Pedersen og hustruen Lisette, da Danmark fejrede Mads Pedersen som nykåret verdensmester i 2019.
Mads Pedersen og hustruen Lisette, da Danmark fejrede Mads Pedersen som nykåret verdensmester i 2019. Foto: Ida Guldbaek Arentsen
Vis mere

»Jeg kan fokusere mere på min karriere og på det liv, min kone Lisette og jeg har. Det giver helt klart noget mere ro, når jeg er dér, og det har jeg kunnet mærke nu, hvor vi har været rigtig meget i Schweiz.«

Siden parret traf den bastante beslutning at skifte Sjælland ud med Schweiz i november, har Mads Pedersen sammenlagt været i Danmark i 2,5 uge.

Og dér har han haft langt mere at se til, end når han har været hjemme i alpelandet.

I efteråret forklarede Mads Pedersen til B.T., at han ofte »prioriterede forkert«, når han var hjemme i Danmark og understregede, at det havde været hårdt for hans udkårne.

Indtil videre virker beslutningen om at flytte – som også bunder i en skattestrid i Danmark – helt rigtig.

Selvom han måtte vinke farvel til en hverdag med blandt andet sin højt elskede familie, og træningen i de nye omgivelser er en ensom fornøjelse størstedelen af tiden.

»Som cykelrytter er det ikke, fordi man har sindssygt mange venner alligevel. Det er mest folk, man cykler med,« siger Mads Pedersen og smiler.

Mads Pedersen inden femte etape i Paris-Nice, torsdag 9, marts.
Mads Pedersen inden femte etape i Paris-Nice, torsdag 9, marts. Foto: A.S.O./Aurélien Vialatte
Vis mere

»Men jo, det har været underligt ikke at træne med Jakob (Egholm, hans gode ven og tidligere holdkammerat hos Trek-Segafredo, red.) mere. Ikke at kunne køre hjem forbi mine forældre mere. Men altså nu er FaceTime opfundet, så der er stadig kontakt.«

»Det er bare på en anden måde, end det har været før. Det har jeg selvfølgelig skullet vænne mig til, men det er ikke jordens undergang. Det er sådan, det er, og det er det valg, vi har truffet lige nu.«

Familien har da også allerede stukket hovedet sydpå, erkender han.

»Heldigvis er de ikke længere væk end en flyvetur. De er også altid glade for at kunne komme en weekend, og så giver jeg en flybillet.«