Han sad med tårerne trillende ned ad kinderne. Han var ulykkelig.
Mere end han nogensinde havde været før.
For da den danske cykelstjerne Mads Pedersen i 2021 styrtede efter at have tonset gennem den mytiske skov Wallers-Arenberg under det legendariske løb Paris-Roubaix, brød hans verden fuldstændig sammen.
»Det gjorde så ondt, for jeg var så godt kørende. Jeg var sikker på, at jeg havde gjort det perfekt. Men så blev det hele taget fra mig på ét sekund. Og det ramte mig bare,« fortæller den 26-årige eksverdensmester til B.T.
For danskerens helt store drøm blev knust, da han som en af favoritterne på chokerende vis måtte udgå efter at være styrtet. Et øjeblik, der stadig står som et mareridt for ham.
Et mareridt, hvor alle tårerne væltede frem, mens han sad alene i bussen efter at have set drømmen smuldre. Og netop derfor besluttede han sig for at give følelserne frit løb:
»Alt var kalkuleret. Jeg gik fra at tænke: 'Jeg vinder det her', og så til at være helt væk. Det gør stadig ondt, når jeg tænker på det.«
Trek-stjernens følelsesladede reaktion i bussen er dog på ingen måde noget, som han var – og stadig ikke er – vant til. Langtfra endda.
Det var nemlig blot anden gang i hans voksne liv, at han ikke kunne holde tårerne tilbage.
Og det siger alt om den danske stjerne.
For han har aldrig været god til at vise sårbarhed. Det ligger slet ikke til ham. Især ikke i et benhårdt elitemiljø, som cykelsporten har ry for at være.
»Det er ikke et tabu for mig, men jeg har på ingen måde let ved det. Hvis jeg virkelig har brug for det, så gør jeg det, men det er kun sket to gange,« forklarer han.
Det er dog ikke kun på danskerens egne vegne, at tårerne skal tvinges frem.
For selv om han godt kan blive ramt af holdkammeraternes både lykkelige og ulykkelige stunder, kommer de ikke for alvor tæt på. Og det har de aldrig gjort.
Der har det hårde miljø blandt verdenseliten i stedet gjort ham hårdere end de fleste i feltet.
»Det kan lyde forkert, men jeg har svært ved at vise følelser på andres vegne. Det rører mig simpelthen ikke. Så skal jeg selv have følelser indblandet i det. Jeg føler med folk, men jeg når aldrig derud, hvor det kommer helt ind. Der skal det tættere på,« lyder det fra Mads Pedersen, inden han fortsætter:
»Men nogle personer er selvfølgelig bare mere følelsesladede end andre, og det skal der være plads til.«
Den type er danskeren dog ikke. Han har svært ved at sidde over for en holdkammerat og bare »læsse ting af«, som han selv formulerer det.
Han er i stedet formet af den cykelverden, hvor han har kæmpet sig frem. En verden, hvor der er langt mellem de dybfølte samtaler, fortæller han:
»Der bliver ikke talt ret meget om det at turde vise følelser i cykelsport, for det er et hårdt miljø. Vi virker lidt som en gruppe håndværkere, der går rundt på en byggeplads, når vi snakker med hinanden.«
Trek-danskeren indrømmer dog, at det er noget, der er på vej til at ændre sig. For ifølge Mads Pedersen er det nødvendigt, at der kommer mere fokus på mennesket bag cykelrytteren.
Ellers kommer der til at være flere professionelle cykelryttere, der må opgive at være en del af det hårde miljø.
»Der kommer heldigvis mere fokus på, at man skal kunne fungere som en helhed for at være eliteudøver. Ikke kun kroppen. Det gælder alt. Hele pakken. Folk skal vide, at vi er mennesker og ikke bare maskiner, der skal jagte noget uopnåeligt,« afslutter han.