Det var fredag tæt på dansk sejr i det belgiske brostensløb Bredene Koksijde Classic, men Mads Pedersen havde ikke benene til slut.
Mads Pedersen blev slået i spurten med en cykellængde og blev toer i endagsløbet bag belgieren Tim Merlier fra Alpecin-Fenix.
Det så ellers lovende ud for den danske Trek-rytter, da han sammen med en mindre gruppe fik indhentet udbryderen Lukas Pöstlberger få kilometer fra mål.
I perfekt position på opløbsstrækningen ventede man næsten bare på, at Mads Pedersen ville accelerere og køre forbi Merlier, der havde åbnet spurten ret tidligt.
Mads Pedersen lå længe i baghjulet på Merlier, men stoppede med at træde i pedalerne, da han kunne se, at belgieren var stærkest.
Sammen med Lasse Norman Hansen havde Mads Pedersen været med i et udbrud, men det hele blev samlet, da det skulle afgøres.
Mikkel Bjerg og Alexander Kamp var også med i løbet, men de formåede ikke at gøre sig gældende i finalen.
Fredagens løb bød på 199,9 kilometer fra Bredene til Koksijde i Belgien.
/ritzau/
