Du har lige set ham vinde fire etaper i årets Tour de France, men han er åbenbart et værre en.

Jasper Philipsen er cykelverdens sprinterkonge, men han har ikke mange venner i feltet, fortæller Mads Pedersen i komiker Christian Fuehlendorffs podcast 'Hva' så?!'.

Her fortæller den danske stjerne, at belgieren er 'et rigtig røvhul, der er god til at sætte folk i barrieren.'

Pedersen tager sine forholdsregler, når han går i duel med den succesrige modstander, for han ville aldrig køre indenom af frygt for at blive kørt i hegnet.

Jasper Philipsen får hug.
Jasper Philipsen får hug. Foto: Marco Bertorello/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis ham dér styrter... Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det er hans problem.«

Mads Pedersen tog selv en etape i Tour de France, og for nylig dikterede han i lang tid VM-løbet på landevejen, men måtte nøjes med en fjerdeplads.

Han fortæller i podcasten, at han ikke kunne finde på at køre en modstander i barrieren, men han har heller ingen ambitioner at blive venner med alle dem, han kører mod.

Efter planen skal han køre Danmark Rundt, der begynder tirsdag. Der dukker Philipsen dog ikke op.